Rock'n'roll-Patrulje-Blog

Licks Top 5 Album 2017

1.
Kevin Morby – City Music – Årets helt store oplevelse. Både i
form af dette overrumplende gode album og de to fantastiske koncerter – på
Roskilde og i Lille Vega. Der er håb for fremtidens RNR når der findes
kunstnere som Morby. Selvsikker, nysgerrig, styr på bagkataloget og masser
karisma. Jeg bliver aldrig træt af den plade.

2.
The War on Drugs – A Deeper
Understanding – A
Deeper Understanding er rockmusik fra et band, der ikke forsøger sig med nye
retninger og overeksperimenterende kompositioner. Den lettilgængelige
guitarrock, camoufleret i psykedeliske overgange og drømmende lydflader fra det
forrige album Lost In A Dream er stadig intakt. Det er The War On Drugs’ unikke
styrke, som Adam Granduciel læner sig opad. Alligevel er det tydeligt på A
Deeper Understanding, hvordan der er blevet opbygget en dybere forståelse for
de udpenslende lydflader og ulmende guitarstøj. Der fornemmes flere detaljer,
og det atmosfæriske lydbillede dominerer musikkens rytmik. Megafed koncert i
TAP1 i selskab med Onkel Snake. Lur mig om ikke Adam G. og drengene står på
Orange 2018.

3.
Big Thief – Capacity – Big Thief udkom sidste år med albummet
’Masterpiece’, og det er pudsigt nok et ord, der også passer på dette års
album, der bærer titlen ’Capacity.’

Tekstuniverset er som en roadtrip, der
fører os ud i forskellige scener fra det amerikanske landskab.

Forsanger Adrianne Lenkel
personificerer sine sange. Hun puster liv ind i dem, så de ikke føles som form.

Bandet er solen og støvet på
landevejen, de er de organiske kulisser omkring fortællingen.

Det er det, musik skal, når det er
bedst – give liv til fiktionerne, så de går rundt sammen med os og udvider
vores forståelse af livets skønhed og skærmydsler. Lyt til ”Mythological
Beauty” ligesom vi gjorde det rundt om lejrbålet på Foxys farm.

4.
Slowdive – Slowdive – Elguitarerne er sansebomber,
trommerne er kærlig disciplin, bassen en altruistisk pulsar, der får hårene til
at stritte på Dr. Licks tynde arme. Den støjende og verdensbyggende
shoegaze-rock har fået sig et smukt comeback med veteranerne i Slowdive. 22 år
efter debuten. Gav en af årets bedste koncerter på Roskilde 17.

5.
Mount
Eerie – A Crow Looked at Me – Hjerteskærende! Intet mindre. Phil Elverums afdæmpede
og nærmest tyste album er et mesterværk. Alt handler om tabet af hans elskede
kone til en kræftsygdom. Det er stærke sager. Er I klar til at blive overvældet
af de stærkeste følelser? Så hør dette album og bliv blæst væk af den intense
og ærlige sorg. Et fantastisk eksempel på, hvad musik kan.

DE FEM BEDSTE
ALBUMS I 2017

PROFESSORENS VALG

1. Kevin
Morby: City Lights

Kevin lagde
Professoren ned flere gange i 2017. Første gang på Pavillion, hvor han leverede
festival-koncert nummero Uno i 2017. Det er lyden af legenderne fra New York.
Et mix af Dylan og Reeds nasale stemmer i blandet Tom Verlaines guitarspil. Og
så er der sørme også en hyldest til Ramones. Fedt fedt fedt. Den bliver hørt
rigtig meget hos Professoren.

2. Big Thief: Capacity

Noget af det gode
ved RNRP er, at vi holder i hinanden lidt oppe på tæerne når det gælder ny
musik. De små opgaver kombineret med en sund konkurrencementalitet gør, at man
sku hele tiden bliver pisket til at opsøge nye perifære bands, og ikke bare kan
fortsætte med bevidstløst at vende pladen med Neil/Bob/Lou/Bruce. You know the
drill. I forbindelse med Rock på Foxys
Farm var vi flere der var faldet for Brooklyn bandet, Big Thief. Jeg har dyrket
deres skive en del. Det er på sin vis hørt før, men så alligevel ikke. Efter et
stykke tid begynder man at lytte til teksterne som er kulsorte. Fed musik til
en januar-depression.

3. Thåstrøm: Centralmassivet

Thåstrøm,
Thåstrøm, Thåstrøm. Hvad skal jeg sige. En plade, der bare blæser en bagover
fra første tone. En hyldest til Malmø, der får tårerne frem i øjnene. Aldrig har hans band mindet så meget som om
Bad Seeds. Centralmassivet er et et kæmpe værk, som det sikkert kommer til at
tage et stykke tid at bestige 100%. Det er bare pisse godt. Pimme må godt komme
forbi Dyrskuepladsen til sommer.

4. Slowdive: Slowdive

Jeg frygtede
lidt, at jeg skulle falde i søvn til Slowdive på festivalen i år, hvor de var
på lørdag eftermiddag, men selvom jeg var lidt bagstiv var det fantastisk bare
at lade sig blæse igennem af deres tore varme bølgende jetmotorer. Ikke meget
sceneshow. Ikke stor forskel på de enkelte sange, mend et fungerede bare.
Efterfølgende har jeg dyrket deres plade en del. Jeg fik aldrig hørt dem da de
første gang var fremme i 1990erne, så fedt at man får chancen igen.

5. The
War on Drugs: A deeper understanding

Mr Granduciel
maler rockmusik med den motorvejsbrede pensel. Efter Professorens mening er den
nye skive ikke helt på samme niveau med tidligere præstationer, men
lige-ved-og-næsten og er også mere end rigeligt når man leverer lydlandskaber
af denne kaliber. Well done.

Top 5 – 2017

(1) The Dream Syndicate, How did i find myself here?

Tilbageskuende ville nogen måske sige, men det føles ikke sådan. Der er noget uomtvisteligt besnærende ved de skæve, snurrerende guitar-riffs. Støj er Gud, i hvert fald når Steve Wynn får sammensat det rigtigt, og det gør han i den grad på dette retro paisley undergrund vidunder.

(2) The Underground Youth, What Kind of Dystopian Hellhole is this?

Fra støjguitar a la Sonic Y. til mindelser om The Smiths og 80’ernes sorte goth, Jesus & Mary Chain, m.v. Medi nøgne guitar-klang og smukke sørgmodige tekster. Har stort set gemt sig i bunkerne siden februar hvor den udkom på Fuzz Club Records.

(3) Uffe Lorentzen, Galemandsværk

Meget værdig “opfølger” til Spids Nøgenhat, Kommer Med Fred fra 2013. Dybsindige, underfundige og dejligt underlødige sange der på bedste vis revser os alle sammen.

(4) Idles, Brutalism

Hvorfor faen’ er der så meget støj og knas på min LP allerede…. Øv…

Der lægges ikke fingre i mellem… fed fed skive…

(5) Booji Boys, Booji Boys

Mage til vel-U-produceret punk-lyd skal man lede længe efter. Minder ind i mellem en smule om Dinosaur’ grimmeste, men også melodiske numre… Ellers er Booji Boys et fantastisk up-tempo canadisk (Halifax, Nova Scotia), og undertegnede har lige bestilt opfølgeren som vist stadig kan fås i Ltd. Ed. På Drunken Sailor Records.

(6) Black Angels, Death Song

Selvom BA sket ikke kom nok ud over scenen i koncerten i Pumpehuset, så er Death Song er fremragende skive. Albummet er et overbevisende psykedelisk firesidersværk, eller et dobbelt-album, som det vel hedder, men der er altså kun 11 numre på albummet.

Side A består af tre “hits”: Currency, I’d Kill For Her og Hald Believing – og side B starter stærkt med Commanche Moon, men sidens øvrige to numre er mindre gode. Side C har endnu to virkelig gode numre, nr. 2 og 3; I Dreamt og Medicine. På side D finder vi Death March og Life Song, som lukker pladen pænt af, men uden at man ønsker sig mere, desværre lidt samme fornemmelse som ved koncerten.BA havner lige uden for top 5.

Herfra uprioriteret

King Gizzard and The Lizard Wizard, Flying Microtonal Banana

Temmelig langhåret, det er King Gizards’ psykedeliske univers, med østlige undertoner, samba- og/eller afrikanske rytmer og eksotiske instrumenter i læssevis. Men det gør kun godt, dette psykedelisk rockalbum stråler af autencitet, hvilket ikke er så nemt i 2017.

Shit Kid, Modern Music

Det er en mærkelig, nogengange ikke særlig udholdelig plade, men også meget fed… Irriterende teenage-agtig, men med en god guitar-rundgang og virke ægtefølt….

The National, Sleep Well Beast

The Duke Spirit, Sky Is Mine

Meget smukt er det… men sgu ærlig talt lidt kedeligt…

Las Cobras, Temporal

Kæreste-venligt spansksproget dansabelt neo-psykedelisk rock fra Uruguay!!! Men det bliver sgu’ lidt langhåret, småelektronisk og sydamerikansk i længden, med lidt for eksperimenterende, uden at være særligt spændende, guitarrundgange osv.

Frank Carter and The Rattlesnakes, Modern Ruin

Thåström, Centralmassivet

Onkel Thåström, kære onkel Thåström…Dystrere end nogensiden og ligeså tungsindig som altid. Albummet starter stærkt ud med Bluesen i Malmö, som nok skal blive en af de mange af hans sing-a-long’s. Men ellers er albummets største styrke vores Thåströms lyriske univers, stærkt eksemplificeret ved titelnummeret Centralmassivet, som på indadvendt vis er stor ekspressionisme – man føler mere med ham end man forstår ham. Faktisk er resten af pladens tekster noget mere enkle, men f.eks. Låt Det Goda, fungerer rigtig godt alligevel da musikken også holder – musikken virker følt og ikke tænkt og heller ikke overproduceret.

Mark Lanegan Band, Gargoyle

Julegave fra ACE, tak! Starter godt med Lanegans dystopiske vokal og et messende/klagende guitar-kor på Wild Thing. I øvrigt fedtfedt fedt med tekster på indersiden af gatefold-cover! Om end måske ikke super dybde i teksterne, så er de lyriske nok til at være interessante… Men vokal er altså ikke nok for Fyrsten (WASF)… der mangler nerve, eller dybere substans, eller tråd… Selvkritik er nødvendigt her, igen gør en hurtig, skippende gennemlytning ikke albummet retfærdighed, s2 byder på højdepunkt i Drunk on destruction, smukt og smerteffuldt. At holde ud hele vejen, kræver at man skal have mod på at gå på kontinuerlig opdagelse i Mark Lanegans personlige univers

Foo Fighters, Concrete and Gold

Blev gennemlyttet lige efter Queens of the Stone Age for at have et nogenlunde sammenligningsgrundlag. Og Foo Figters starter stærkt ud med råbe-rock-nummeret/sjæler “Run”, som simpelthen er superfedt stadionrocknummer, som vor far hadede det… Jeg elsker kontrasten mellem det rå skrigeri og den syre-metalagtige rundgangsguitar og sjæler-syngeriet. Og så går vi direkte videre med metal/blues/soul-nummeret Make It Right – nice!, bare styr den der soul!! På s2 bliver det lidt mindre interessant…, så selvom Dave Grohl og Co. På side 1 nærmer sig top 5, så tvivler jeg på, at de ender der… S.3 bliver afgørende… den er såmænd ok, sådan lidt rock-Beatles, er det McCartney der synger? Nej, det var en Taylor Hawkins… Det hele ender for pænt og uoriginalt og vist endda dårligere end Queens of the Stone age…

Queens of The Stone Age, Villains

Mit favorit album er debutten fra 1998 af samme navn(selftitled) og der er et stykke i mellem den og Villains. De fleste af os får slebet nogle kanter af med tiden. I tilfældet musik, så er det bare sådan, at jeg kan li’ kanterne, men det er der heldigvis stadig lidt af hos Queens…. Selvom de næsten er for dygtige musikere.. vi nærmer os på s1 noget opera- eller klassisk-agtigt, eller ‘progressive på s2, hvilket jeg lige er 5-15 år for ung til sådan rigtig at værdsætte. Det hjælper at skrue op for bassen… Det ender sgu nok med at blive en ny-klassiker… “Parents advisoral”: Bør ikke gennemlyttes hurtigt, det gør ikke noget godt for kvaliteten.

Baby in vain, More Nothing

Baby In Vagn har tydeligvis gjort en ære i ikke længere at lyde som semi-kopier af Led Zeppelin, Nirvana osv. Det er modigt og selvfølgelig også lidt farligt, sådan at skulle finde sin egen lyd. More Nothing mindede mig i udgangspunktet om The Breeders og andre gode ting, men i stoner-tempo. Det er ganske udmærket, men tempoet afslører samtidig, at kompositionerne er meget enkle… Og jeg savner nerve – den får man først på b-siden nr. 4 med Thank You, som til gengæld også er et mega-fedt nummer. Keep it up Baby!! Men i kommer ikke på top 5.

Chastity Belt, I used to spend so much to time alone.

Tredje album fra Seattle-baserede dystre unge kvinde kvartet der spiller slog-mo guitar som The Cure og med en følsomhed som Jessica Larrabee. Lyt dog først til deres debutalbum fra 2014 “No regrets”

Courtney Barnet And Kurt Vile, Lotte Sea Lice

Albummet starters med et fedt nummer “Over everything”, hvor der er lidt tempo, men det er vist egentlig det eneste Kurt Vile-agtige nummer der fungerer sådan helt (hvis man ser bort fra det gamle Peepin’ Tom a la Barnet). Men ellers klæder de to musikere hinanden godt. Absolut bedst når Vile holder sig langt i baggrunden… og Courtney kører med klatten… Alt i alt en halvgod skive…

She Keeps Bees; Single: Our bodies

velgørenheds-singlen Our Bodies – klart mere end en lytter værd, She Keeps Bees i vanlig topform er bedre end det meste, øv at det ikke er bare en mini-LP, så var det en klar nr 1.

King Gizzard and The Lizard Wizard, Murder of the Universe

Fire albums har australierne begået i 2017, junI-udgivelsen, Murder of The Universe er et tre kapitlers konceptalbum… Selvom der indimellem er fede rifs og masser af psycedelica, så bliver det liddttt kedeligt. Men årets første KGLW er mere spændende, se andetsteds her…

Slimy Member, Ugly Songs for Ugly People

Beskidt hardcore punk som vor mor spillede det… fra Dallas, Texas. Det er seriøs fed punk, men der mangler et eller andet før jeg kan sætte albummet på top 5…

Dan Auerbach, Waiting on a song

Skodplade… øv!

Fribytterdrømme, Superego

Ikke fået hørt det meget, men lyden er lidt støvet, trommerne for langt fremme og den ellers interessante guitar for langt tilbage. Sangen er jeg ikke så vild med, der mangler karakter og det bliver som en dårlig c.v. Jørgensen der råber i vinden (alt dette ud fra første nummer på Superego). Gode melodier, men for pænt og for lige ud ad landevejen efter min umiddelbare smag.

Top 3 – singels 2017

Viagra Boys, Call of the Wild

Maxi-single, superfed

She Keeps Bees; Single: Our bodies

velgørenheds-singlen Our Bodies – klart mere end en lytter værd, She Keeps Bees i vanlig topform er bedre end det meste, øv at det ikke er bare en mini-LP, så var det en klar nr 1.

Pale Kids, Holy Mess

Lidt lyd a la Ramones, men lidt mere over i pop-punk. Ganske udmærket unge mænd, vistnok med en køns/seksualpolitisk kamp at kæmpe.

Som Dr. Rock skrev:
One RnR genius dies – Chuck Berry at the age of 90 – and a New one is born.

Natten til søndag d. 19. marts 2017 blev Dr. Snake kåret til ny Professor.

Dr. Snakes program for de første 100 dage

Det er nye tider for Patruljen. Foråret er på vej og vi kan alle se frem mod en gylden fremtid.

Mine første prioriteter i Patruljen er:

1. Nyt anlæg

2. Dato for fælles tur til ødegården

3. Dato i efteråret 2018 for fælles tur til Berlin/Manchester/Edinburgh/Hamburg el.lign.

4. Fed fed lykke til alle

Punkterne er kort gennemgået nedenfor:

1.

Natten til søndag holdt en lille fraktion af patruljen en brainstorm, hvor vi vendte muligheden for, at hvert medlem smider 500-1.000 kr. i puljen til nyt anlæg. Dvs ny forstærker og nye højttalere. Vi kan formentlig sælge det gamle lort, vi pt. har, til en nyslået konfirmand el.lign.

Målsætningen er, at der skal være nyt anlæg på plads inden turen til Sverige. Måske kan vi købe noget af festivalens aflagte udstyr, når de i juli holder ophørsudsalg efter et katastrofalt billetsalg, som følge af et endnu mere katastrofalt musikprogram.

Derfor vil jeg gerne opfordre ALLE patruljemedlemmer til jævnligt at se på www.dba.dk og diverse sider for brugt diskoteksudstyr. F.eks. her: http://www.dj-udstyr.dk/produkter/835-passive-hoejttalere/144432-jbl-jrx215-hoejttaler/

2.

Jeg sender doodle rundt asap.

3.

Jeg sender doodle rundt asap.

4.

Det må I sku da selv sørge for. Jeg er jo ikke babysitter.

Med venlig hilsen

Dr. Snake

Professor

RocknRoll Patruljen

Rabaldestræde 1

Rockskilde

Kære kære Patrulje

Hygger stille og roligt med forberedelserne, anden god musik og en håndfuld bajere – og faldt over denne video. The Cramps, som i 1978 gav en gratis koncert på Napa State Mental Hospital (udgivet i 1984).

Den er fantastisk og alle skøre 20 minutter værd og jeg forestiller mig, at det er os om ca. 14dage når vi taler live (publikum og optræden).

https://youtube.com/watch?v=Fat2rswNJ1k

Kh. Professor Fyrsten

Hamilton
Leithauser

Lille Vega d. 1.
marts 2017

Som en myresluger
på fråderen har Snake i et halvt år pisket rundt og forsøgt at suge point til
sig inden den store professorkonkurrence. I aften var sidste chance for at
høste lidt koncertpoint, og de skulle leveres af ingen mindre end Hamilton
Leithauser, tidligere frontmand i The Walkmen. Hamilton har en trofast lille
fanskare, så der var udsolgt i Lille Vega. Udover Snake og damen var også Mr.
og Mrs. Honduras (aka Jo og Klaus) tilstede i salen.

Hamilton er dog
vant til fyldte koncertsale. Ugen inden koncerten i Lille Vega havde han givet
tre udsolgte koncerter på hjemmebanen i New York. Og nu var han klar til Vega
og Snake.

Hamilton er aktuel
med skiven “I had that a dream that you were mine”, som både Pitchfork og NME
har udpeget til en af de fedeste stykker vinyl i 2016.

Både tekst og lyd
bevæger sig meget rundt i det gamle velkendte univers fra The Walkmen, der kan
karakteriseres som cool tilbagelænet rocknroll i sort-hvid.

Mellem hver sang
var Leithauser smilende, og havde masser af humor. Inden han gik i gang med det
fede nummer “The Bride ‘s Dad,” gav han f.eks. en fin lille historie
om et bryllup han deltog i, hvor brudens far begyndte at synge og blev
overvældet af følelser over sin egen præstation, mens alle andre bare håbede
han ville slutte. Sådan var det ikke med Hamilton. han måtte hjertens gerne
fortsætte natten ud.

Med nummeret
’Rough Going (I Won’t Let Up)’ satte Hamilton for alvor festen på skinner med
sin doo-wop-drevne kækhed, mens den smukke ’In a Black Out’ blev dekoreret med
et lifligt, men meget diskret placeret korparti, og en guitarlinje, der var hentet
direkte ud af en Johnny Cash-skæring fra 50’erne. Klaver og banjo satte Leithausers blide smukke sangforedrag i
scene på ’Peaceful Morning’ (det vil sige lige indtil
Leithauser igen finder raspen frem!). Fedt! Lækkert! Og publikum var
glade. Der blev kvitteret med alenlange klapsalver fra den eksklusive skare.

Meget af aftenens
succes skyldtes uden tvivl det seje backingband. Bassist Greg Roberts og
trommeslager Steve Patterson (begge del af Brooklyn bandet White Rabbits) plus
Eric Harvey (Spoon) – der spillede keyboard samt guitar på “11:00 Friday
Night,” . Bandet bevægede sig nemt fra folky vals til mildt anspændt
indierock med. Imens holdt Leithauser rytmen på akustisk guitar.

Det var en
fantastisk, men alt for kort koncert, hvilket måske var godtnok i betragtning
af, at Snake skulle op næste morgen klokken 5.00 og med morgenflyet til Berlin.
Sådan er livet i overhalingsbanen. Fedt, men hårdt.

Det luner dog, at
der ligger en professortitel i nær fremtid til Mr. Snake.

Lick havde ellers prøvet meget på rockfronten. Men han havde
aldrig før været i Bremen. Hverken til teater, striptease, stand-up eller
koncert.

Men en gang skulle være den første – så sidste onsdag
luskede Lick og damen og spindoktor Kasper ind ad dørene til Simon Spies gamle
hotel Mercur bygning, ind under en kæmpe fotostat af den afdøde levemand og
rejsekonge og et par etager ned i kælderdybet til den smadderlækre bar og de
velourpolstrede sæder i Bremen.

Aaaahhh. Relaxing time…. 2 x opvarmning (prøv at tjekke
Pheobe Bridgers ud – hun er lækker og synger godt. Hun kommer vi til at høre
mere til…) og så var det tid til aftenens hovednavn.

Da Lick til RNRP-julefesten fortalte Dr. Rock at han skulle
til koncert med Conor Oberst kvitterede den tidligere RNR-professor aka TORRNP
med at hans syntes Oberst var et ”Asshole”. Således opstemt og med
forventningerne skruet i vejret kunne Conor Oberst gå på scenen. Og lad det
være sagt med det samme. Han var IKKE noget røvhul. Han var både sej, cool,
dygtig og meget åbenhjertig – og frem for alt: ægte!

Den tidligere frontfigur for musikkollektivet Bright Eyes, Conor
Oberst optrådte halvakustisk og var meget personlig den onsdag aften i januar
foran noget så sjældent for Lick som et siddende publikum i den hyggelige sal i
Bremen.

Den første halvdel af den udsolgte, intime koncert havde den
Nebraska-fødte singer-songwriter viet til stort set at spille hans seneste
skrabede, minimalistiske grublerier af et album ”Ruminations” i sin helhed.

Conor Oberst gjorde et stærk indtryk med sin vibrerende,
nærmest skælvende vokal og forsøgte ikke på at dække over den usikkerhed,
smerte og ensomhed der er sammenvævet i albummets tekstunivers.

Ofte sang Oberst som om han svedte nattens rystelser ud.

Oberst gjorde på forunderlig vis det tematiske sæt til et langt
udvidet tonedigt bestående af sparsomme bøhmiske rapsodier.(!!)

Lick havde naturligvis på forhånd sat sig ind i Conor Oberst biografi og
forstod straks at de følelsesmæssige udgydelser stammer fra en række
begivenheder, der har rystet Oberst’ karriere.

I slutningen af ​​2013, anklagede en kvindelig fan ham for
voldtægt i et indlæg på nettet.

Påstanden blev efterprøvet ved retten og resulterede i at
anklageren måtte udstede en undskyldning. Men skaden var sket for Oberst’
omdømme.

Kort tid efter anklagen om voldtægt røg den dengang 36 årige
Conor på sygehuset med en cyste i hjernen og forhøjet blodtryk, hvilket fik ham
til at aflyse den planlagte tur med Desaparecidos – et af hans mange
sideprojekter.

Det var i det hele taget ikke nemt at være Conor Oberst i
den periode….. og hændelserne gjorde at Conor flyttede fra Manhattan til sin hjemby
Omaha for første gang i næsten 15 år.

Det udløste den mest ærlige, rå musik, han havde skabt siden
begyndelsen af ​​2000’erne med Bright Eyes, hvilket pt. er kulmineret med
udgivelsen ”Ruminations” der er indspillet live på bare 48 timer!

Koncerten igennem roterede Oberst mellem klaver, akustisk
guitar og mundharmonika og kun ledsaget på scenen af en bass-spiller på noget
så sjældent som Fenders misfoster af en 6-strenget bassguitar fra midt-60’erne.

Koncerten varede mere end 2 timer – og man fornemmede hele
koncerten igennem at Oberst har et stort og trofast, fanatisk publikum i DK.
Der var rigtig god stemning i Bremen.

Koncertens højdepunkter var: “Gossamer Thin” – et episk
tonedigt hvor hovedpersonen Waltzing søger tilflugt i en række flossede
omstændigheder af utroskab og kaos. Også nummeret “Counting Sheep”,
der formulerer en sonisk rammefortælling om børns opfattelse af død og
sindssyge. Den sørgmodige ballade “Double Life” der skildrer håbet om
en bedre tilværelse på trods af en dyb kløft og brudte løfter.
På den blues’ede “You All Loved Him Once,” konfronterer Oberst skuffelsen
samtidig med at han langer ud efter samfundets vægelsindede adfærd.

Kæft mand! Lick har lyttet til “Ruminations” mange efter den
koncert. Det er en stille skive, men en fed skive – giv den en chance!

Og så blev Lick ekstra begejsret da Oberst krydrede sin egne
numre med coverversioner af The Replacements ”Here Comes a Regular” og Gillian
Welchs ”Everythng is Free”.

Tak for en god aften. Lick er stensikker gæst næste gang Conor
Oberst er i byen.

/Lick

Mens Snake bekymrer sig om lidt Rock-livs-point, så kan Fyrsten meddele, at indsatsen for at sikre eksistensgrundlaget – efter luxsus-livet som fuldtids Rock’n’Roll-Professor – er lykkedes. Således overtager Fyrsten her i foråret store dele af fagbevægelsen.

Så den står på nyt repertoire i Patruljen…

Og OK, Snake-man – Fyrsten er i gave-humør – du får allernådigst dine Rock-livs-point med et enstemmigt ja blandt de afgivne stemmer).

kh. Pr. Fyrsten