Rock'n'roll-Patrulje-Blog

Havde lige glemt dette mobilfoto fra koncerten…

Fucked Up…. Med opvarmning:
Terrible Feelings(s) og Lower(dk?)

Det var så anden dagen af Rockbrødrenes tour de force udi livemusik.
Bortset fra Roskilde Festivallen hører det jo ærlig talt til sjældenheden at
man taget to dage i træk med koncerter og bajere, specielt når nogen skal på
arbejde dagen efter… men vi gjorde det, arbejdet overlod dog så til Ace… og
Rockens Johnny, som akkompagnerede os selvom han stadig var på Nepal-tid og
storsnottet.

Alle borde var optaget da vi ankom til Loppen kl. ca. 21.20,
så vi provianterede og aftalte at hver anden genstand skulle være en vand(kan
man sige det?), (right…., men hvor
realistisk er man så?). I søgen efter vores private rum og den slags fandt
vi tilflugt ved merchandise-bordet, som i øvrigt var velassorteret med masser
af t-shirts, cd’er, LP’er, singler o.m.a. Her overhørte vi en samtale mellem
den nydelige svenske sælger af Terrible Feelings merc., og vi var let
irriterede over at forstå, at Fucked Up nok først gik på kl. 22.45… Hvor gammel
er man så? Selvfølgelig gik de ikke på så tidligt, med to opvarmingsbands.

Før Lower gik på
scenen kunne vi, udover det unge og blandede publikum, nyde kølige Urquell og
en solid baggrundsblanding af punk, hardcore spordisk tilosat Kliche-numre.
Altså – helt OK!! Lower gik på, helt ukendt for mig, de lignede helt
almindelige unge mennesker, altså, forsangeren var godt nok noget nær kronraget,
Rollins, og guitaristen lignede en dansk version af J. Mascis med en anelse
længere hår, de øvrige undslap min æstetiske opmærksomhed. Men Lower gjorde det
rigtig godt Hardcore, vil jeg kalde det, uden dikkedarer og med den rigtige
attitude, det var som om publikum enten ikke eksisterede eller blot var en helt
naturlig del af Lowers univers. J. Mascis spillede hele koncerten med ryggen
til publikum, mens Rollins havde meget fokus på sin sang(growl) men alligevel
havde publikum helt fanget. Bland dem var hele koncerten igennmem Fucked Up’s
forsanger, som stod lige foran Ace og Fyrsten, dog inkognito med overtøj på og baseballcap
– han var helt på. Men trods en positiv præstation og et helt klart interessant
band for fremtiden, så mangler det noget… før det rigtig batter.

med pil
opad til Lower.

Terrible Feelings…
fra Malmø viste det sig og merchandise-pigen som forsanger viste det sig, en
totalt overgearet trommeslager viste det sig, store kommunikationsproblemer med
publikum viste det sig… og ikke noget andet end mainstream hurtig guitarrock
viste det sig… var altså ikke spændende. Et stor spring i stil fra Lower og til
Fuked Up, forstår ikke helt hvorfor de var på, jo nok for at hente et par
ekstra fans over broen. Den Sorte Fyrste, som ellers var blevet i helt godt
humør og fik fjernet de stadig voldsomme tømmermænd efter et par Urquell eller
tre, blev næsten løbet over ende af trommeslageren, som var the spitting image
af, hvad hed han nu ham der døde i flystyrtet med La Bamba-bandet… Buddy Holly, men, fuck det… fUCKEDuP…
Terrible Feelings var altså kun til to smileys, keep working on your material,
and twist it up and add some noise, feel some pain….

Fucked Up,
Ace-man havde sænket mine forventninger ved en temmelig negative bedømmelse af
deres nye album, David comes to life, understregende at efter en enkelt hurtig
gennemlytning var albummet uden de store højdepunkter og vistnok et
konceptalbum med en historie a la Richmond Fontaines seneste album. Til gengæld
trak Fucked Up deres optræden indtil kl. 23.45, hvilket betød at Ace, som ikke
havde krop til to tog kl. 2.37 mod Roskilde, måtte gå efter 30minutters Fucked
Up ….Man…

Men Fucked Up spillede en ret fed koncert, dette til trods
for, at jeg ikke genkendte et eneste nummer før ekstranumrene – og jeg har
altså den forrige albumudgivelse, The Chemistry of Common Life(2008) og 12”
Year of the pig (2008). I øvrigt er det et sjovt og modsætningsfyldt band, men
skønsang fra drengestemmer blandet med Damian Abraham’s heftige aggressive (men
i virkeligheden venlige?) growl. Fedt mand – det er det der skal til noget nyt
og anderledes. At Fucked Up så virker absolut ærlige og uden nøkker gør det
endnu mere spændende – det er jo simpelthen nærmest parodien på canadisk,
Toronto er altså i øvrigt også en fed fed by!! Jeg købte David Comes to Life på
vinyl (lækkert dobbeltalbum, mmm) og har hørt den halvt igennem to gange – og jeg
tror at den kan gå hen og blive mindst lige så interessant end Fucked Up’s
tidligere materiale… Men tilbage til koncerten så var der højdepunkter som
skilte sig ud, f.eks. ”queen of hearts”, som har en fed rullende lyd/guitar, ”The
other side”, med det fangende omkvæd ”dying on the inside”, men ellers står jeg
ved Ace’s førstehåndsindtryk af en lidt monoton udgivelse, hvilket kan
overføres på koncerten. Når det er sagt må det tilføjes at Damian havde publikum
i sin store hule hånd, der blev crow-surfet og pogo’et til den store
guldmedalje, og det var der grund til – for det var fedt , intenst og hamrende
ærligt: understreget af en af Damians indledende bemærkninger/opfordringer til
publikum om de ikke nok ville hilse den kvindelige læge som havde hjulpet ham
(den skøre canadier, hans egne ord) da han under deres andet besøg i Danmark fik
et nervøst sammenbrug, og om hvor meget hellere han ville ha’ den gode danske
læge end hans egen dårlige læge i Toronto…

Fuck Up får smileys, hvis koncerten havde varet mere
end den præcise time og mere af det ældre materiale havde været på sæt-listen,
så kunne vi let være kommet højere op.

Vær hilset

Den Sorte Fyrste

Dum dum girls – Only in dreams

Udgivet Dum dum girls, Only in Dreams, udg. 26. september 2011.
Alabama anmelder – uge 44 – sidst i anmeldelsen er der smileys!

Visse fordele ved butiker I fht. online-køb

Eller – bliver man klog af sine fejl

Senere i dag står den på livemusik i Kødbyen med Richmond Fontaine og i morgen er det Loppen og Fucked Up, slet ikke så dårligt et perspektiv, så lad det være årsag og motivation til at få overstået anmeldelsen af Dum dum girls album ”Only in dreams”.

Et lydklip på nettet fik mig til at klikke køb og Dum Dum Girls dumpe ind ad døren nogle dage senere. Det er så nemt at selv en idiot kan finde ud af det… men chocket kom allerede da jeg åbnede pakken. Ud kom et lækkert pusse-nusse-agtigt lille lyserødt cd-cover med en dejlig stor mindst lige så pusse-nusse-agtig lækker lyserød plakat…. Hva’ skal jeg sige…. musikken er ikke helt så slem – så læs bare videre. Jeg lover at der er en kort anmeldelse.

Hvis Dum dum girls – bare holdt distancen fra de første ca. fem sekunder af deres album – så var det faktisk ikke så skidt. Der er nemlig en udemærker lyd i stratocaster guitaren og Always looking kunne være et fedt rocknummer og bandet kunne være et fedt rockband og Alabama kunne være blevet Rock’n’roll-Professor, hvis…. Hvis min bare røv… Bandet lyder desværre bare uhyggeligt meget som vores allesammens kære Miss B. Haven. Og ikke et ondt ord om dem, de havde sin tid og sin lyd (fra 86-97), som efter min mening ikke nødvendigvis skal genopfindes i en USA version.

Checker man bagrundsinfo siger Wikipedia at The Dum dum Girls er: indie, pop og støjrock. Kan det kombineres? Muligvis, men der er ikke meget støj over de dumme dumme piger (undskyld). Tilgengæld er der udover Miss B. Haven et eller andet 50eragtigt drømmende over musikken, men det hjælper ikke. Only in dreams er bandets andet album, men det har ikke just givet mig lyst til at undersøge sidste års debutalbum nærmere.

Det mest positive jeg kan sige er mere end tusind ord:

½

Vær hilset
Den Sorte Fyrste

Anmeldelse uge 45: Lad os se – det bliver nok to koncertanmeldelser.

Nu har jeg så lyttet til flere af Rock’n’roll-Patruljens prominente medlemmer og anskaffet mig en bunke A.A. Bondy musik…

Lad dette officielt være en udfording og provokation – HVAD HELVEDE er det fede ved ham og hans musik?

Knuz

Den Sort Fyrste

Ikke flere langskæggede Hippier

Lloyd Cole and The Commotions – Rattlesnakes

Udgivet 1984 Polydor LC0309/823 683-1.
Alabama anmelder – uge 42+1 – sidst i anmeldelsen er der smileys!

Rattlesnakes vs. Money and Celebrity

Eller – er ungdommen nu til dags er nogle pop-hoveder …?!?

Det var lidt af en udfordring jeg i forrige uge kom til at give mig selv. Afsættet var følgende passage som var afledt af Subways seneste album samt en tredobbelt armagnac:

”Så er jeg tilbage i 1986 da jeg gik ud af gymnasiet og prøvede lykken på KU, hvilket pludselig giver en masse associationer, lang mere spændende end Money and Celebrity, f.eks. rus-tur hvor den stod på lange danse nætter med The Smiths og Gun Club, spændende voksne piger og drenge, som synes at The Smiths var for hård musik (;o) og Ole som introducerede mig Lloyd Cole & The Commotions… Ergo – målgruppen omkring de tyve år er selvfølgelig nemmere at forlede udi poppens mere unuancerede kringelkroge (selvom Lloyd & Co. selvsagt har langt mere dybde ned Subways – eller?) Der er lagt i kakkelovnen til en snarlig komparativ anmeldelse af Rattlesnakes udg. 1984.”

Sammenhængen mellem Rattlesnakes og Money and Celebrity, skal det fortsat indledende slås fast, findes kun i undertegnedes hoved, eller, er i hvert fald spundet ud af dette. Musikstil, lyd – ja hvad jeg end lige kan tænke mig at sammenligne har ikke nogen sammenhæng, Subways er ærkeengelske og Lloyd skotsk. Så undtagen altså lige det faktum, at jeg var omtrent tyve år gammel da jeg stiftede bekendtskab med Lloyd & Co – og at jeg i dag finder at The Subways målgruppe nok snarere er denne aldersgruppe end min, så er der ikke umiddelbart mange fællestræk. Men i fht. målgruppen, så er det ikke helt forkert i alt fald hvis ikke hvis man skal dømme ud fra publikum til koncerten i Vega d. 19/10-11 (anmeldt andetsteds her), som jeg vil skyde til at være midt i tyverne i snit.

Rattlesnakes var Lloyd Cole & The Commotions debut og – efter min og vist også de fleste andres mening – deres absolut bedste album. Det blev udgivet i 1984, men fandt altså først vej til min pladespiller to år senere, da jeg i roulettespillet kaldet koordineret tilmelding mellem kinesisk, lægestudie og andre mærkelige ting endte på samfundsfag (hed det dengang og lå i Rosenborggade i nogle år indtil Bertel Haarder nedlagde studieretningen). Tiden var anderledes, mere sort/hvid eller måske snarere sort/lyserød. Jeg var mest sort, udover The Gun Club og The Smiths, som nævnt ovenfor, så var blandt favoritterne dengang The Cure, The Mission, Blue in Heaven, Talking Heads, The Doors. Desuden dukkede nye favoritter frem Kliche, Sonic Youth, Giant Sand, Dinosaur Jr. og Velvet Underground og Rolling Stones genopfundet og støvet af. Andre mennesker gik i lyserøde pastelfarver og lyttede til George Michal, Sanne Salomonsen, Al Jarreau, Wham og Gud ved hvad… og dem om det! Lloyd Cole & The Commotions kan vel placeres et eller andet sted midt i mellem yderpunkterne af 80’er musikken.

Rattlesnakes har altså siden 1986 regelmæssigt befundet sig på min grammofon, men da jeg slyngede løftet ud om at anmelde den, var det godt nok længe siden sidst. Så da jeg støvede albummet af igen for et par uger siden fik jeg lidt af et ”kulturchock”. Rejsen tilbage til firserne føltes næsten uendelig lang og jeg var ikke helt sikker på, at jeg kunne overkomme den og gennemføre min mission(anmeldelsen). Heldigvis arbejder jeg trods alt med fleksible deadlines og efter overførslen til computeren og et antal bagrundslytninger til hverdagssysler begyndte jeg at genfinde forbindelsen til Lloyd og Co. Som en indskudt bemærkning er det vel her relevant at bemærke, at jeg faktisk engang har været til koncert med Lloyd Cole (i Vega?), vi var allerede i halvfemserne og The Commotions var vist nok historie allerede i 89. Men Lloyd og jeg havde en fælles veninde, så ikke alene var jeg til koncert, jeg var også backstage med en lille håndfuld større og mindre fans og selvom jeg knap husker det, så var vi vistnok også på værtshus, altså også med Lloyd. Ingen af delene var specielt gloværdige, mindeværdige eller sexede… udover veninden. Så meget for det interessant liv som rockstjerne, fan og groupie…

Jeg glemmer snart helt musikken og Rattlesnakes, selvom det kører på fuldt knald her bagved tekstbehandlingen – og det siger måske lidt om hvordan jeg har det med pladen her ca. 27år efter dens udgivelse. Det der engang var mine favoritter med storladne intense følelser rammet ind af Lloyds markante talende-sangstemme og guitar med stål-stenge-agtig-lyd, synes nu temmelig monotomt og jeg husker sgu’ ikke engang længere præcis hvad det var for følelser han dengang kunne frembringe – det kan man dog næppe bebrejde Lloyd: – jeg lyttede til Gun Clubs ”The Las Vegas Story…” tidligere i dag, sjovt nok også fra 1984, og den er meget sort, tung og ildevarslende, hvilket jeg i udpræget grad nemmere kan forholde mig til, hvis jeg nu skal positionere mig lidt… inden jeg bliver nødt til at kaste mig over albummets numre:

Perfect Skin, er et af de store numre på pladen, men udover at sproget er mere elegant end Subways, så er her faktisk et eksempel på en relativt ligegyldig kærlighedssang. Guitaren er dog ret fed – det fremgår ikke præcis af albummet om det er Lloyd selv eller albummets andet guitarist Neil Clark der er årsag til den temmelig unikke lyd, som svagt kan minde en om Johnny Marr’s. I dag finder jeg nummeret lidt trivielt.

Speedboat, faktisk et glimrende nummer, …. nå så knapper jeg sgu’ lige en af de Jakobsen op som jeg har købt til receptionen af Rockland Alabama i næste uge, her en søvnig onsdag aften…, bvaddrr, skod øl – køb ikke Jacobsens Velvet Ale…, men lidt for stille i det… Hvilket minder mig om, at jeg forleden blev enig med mig selv om, at mit grundlæggende problem med Rattlesnakes er at det er tøsemusik, men Speedboats omkvæd er catchit, ikke cat-shit, men catchy(?) fangende og teksten besnærende, en god lille historie. Sand in my eye-y-y-y, hm, hm, nynne, nynne, Rattlesnakes, titelnummeret lyder næsten identisk med Speedboat, jeg missede overgangen. Men det er igen et godt nummer (men et pop-nummer, med strygere og det hele).

Down on mission Street, vi skifter til en mere dyster stemning, men det varer ikke længe nok. Teksten handler om at jagte piger (hej igen Subways) om end mere subtilt og flere følelsesmæssige aspekter involveret, sårede følelser, ondskabsfuldhed. Men rykker gør det sgu’ ikke og fuck de der strygere!

Forest Fire, vi springer den over, Charlotte Street, en af mine favoritter, kærlighedssang, men udover lidt nostalgi rører den ikke meget i mig. 2cv, her viser Lloyd sine sproglige, måske nærmest lyriske evner og fanger måske netop her tidsånden, overfladiskheden i tomheden ”we were simply wasting precious time” – om parret som kun deler ”We were never close – all we ever shared was a taste taste in clothes”, Four Flights Up, up tempo, jeg fløjter da det mindste med ”Go back to your mothers house and cry your little heart out”, Patience, tabt kærlighed, dobbeltbetydning et godt popnummer med korpiger… ”I get depressions of life/love thru lack of Patience”, måske min nye favorit… Are you ready to be Heartbroken?, Jeg holder snart ikke til det mere, men vi er nået til pladens sidste nummer

”Det lyder godt nok firseragtigt” Lisbeth

Alt i alt er Rattlesnakes umulig at sammenholde med Money & Celebrity, som selvstændigt album – er det alt for firseragtigt, nostalgikeren Alabama kan stadig nynne med og synge med på meget af teksten, men i 2011 kan jeg ikke give Lloyd mere end tre smileys. Det er til gengæld en halv stjerne mere end Subways fik og vi taler altså om en temmelig poppet firserudgivelse…

Vær hilset
Den Sorte Fyrste

Anmeldelse uge 44: Dum dum girls, Only in Dreams, udg. 26. september 2011.

Anmeldelse uge 45: Lad os se

Bemærkelsesværdig tavshed efter Steffys udmelding… … …

Den 1. november varmer de af os, der skal til Fucked Up på Loppen d. 2/11, op med Richmond Fontaine i Kødbyen, KB 18 (kl. 21.00, 90kr. i døren, ingen forsalg) – Den Sorte Fyrste inviterer i den forbindelse til en enkelt øl og reception i fhm, indvigelsen af undertegnedes nye Rockland (måske snarere rock-hjørne). Vi kan evt. købe en pizza…

Beklager i øvrigt den manglende anmeldelse af Lloyd Cole i sidste uge, forsinkelsen skyldes at det er sværere end som så at anmelde en mere end 25år gammel plade, efterårsferien, indretning af Rockland Alabama samt Ikea-skabe til tøserne.

Den Sorte Fyrste

Paradoksale Subways – eller Sømanden og Barbie i Københavnsstrup

The Subways har i virkeligheden fået alt for megen opmærksomhed af undertegnede allerede, i hvert fald i forhold til kvaliteten af deres seneste album, anmeldt her fornyeligt. Her lovede jeg også en anmeldelse af koncerten, hvilket så kort tid før Professor-konkurrencen, eller ville betyde fare for tale om løftebrud etc. Ergo kommer her en lille anmeldelse.

Optakten var lidt tung, sådan en mørk efterårsaften, træthed, måske lidt gnaven og småsløj, men da Ace og viv mødte op, og der blev lukket op for øl og blommevin og Young for eternity fra 2005 blev sat på så hjalp det en del på stemningen.

To timer senere i Lille Vega starter The Subways koncerten med et brag af et punkrocknummer muligvis Holiday, fulgt op ad nok et nummer med knald på, hvilket fik undertegnede til ægtfølt at sige ”hvis de fortsætter sådan så blir’ det en fantastisk koncert” eller noget tilsvarende. Det gjorde The Subways ikke. Så på trods af at oplevelsen bød på såvel crowd surfing, en anelse pogo og undertegnedes første circle pit, så var koncerten og oplevelsen samlet set en middelmådig oplevelse, men heldigvis en middelmådig oplevelse som adskillige gange løftede sig op i det gode, momentvis virkeligt fede. The Subways største problem er deres, efter min mening, paradoksale materiale som spænder fra ret fed punk til ballader som mest af alt virker målrettet amerikanske collegepiger og hvis det ikke er selvsagt, så er det en kold spand vand at stå til en punkkoncert det ene øjeblik og sekunder efter at blive overøst af en kvalmende ligegyldig sødsuppe…

Min afsluttende note skal tilskrives min kære Lisbeth, som efter at have hørt min beskrivelse af The Subways som ”drengerøvsmusik” da hun så bandets forsanger Billy Lunn, sagde: ” det er da ikke så mærkeligt at de lyder som drengerøve han ér en drengerøv.”. Lidt senere opfulgt af en kommentar om at bandet ikke rigtig ligner rockstjerner, men: ”de ligner sømanden og Barbie”, Jeg kan tilslutte mig begge udsagn, suppleret med at Barbie er en sej rockchick, Charlotte Cooper, som faktisk …. Bare skulle lade være med at tale med sin pistelstemme, så ville hun være helt ok: http://vega.dk/fotogallerier/the-subways.html

The Subways i Vega får 3½ af 6 smileys: ½

Iceage – New Brigade

Udgivet januar 2011, Escho/ Axlcd555.
Alabama anmelder – uge 41 – sidst i anmeldelsen er der smileys!

Iceage er punk ano 2011 … hvad skal det nu til for?!?

Missede dem på Roskilde, det var for sent for de gamle ben og sådn’, men faldt igen over dem hos en af mine sædvanlige pladepushere. Det kom der følgende ud af:

Om ikke andet så har Iceage fået mig til at støve nye og ældre punkudgivelser af, så udgangspunktet for denne anmeldelse er meget positivt, dette på trods af at jeg indimellem har behov for at give øre, hjerne og krop en pause fra Iceage’s yderst intense og voldsomme album.

Med albummet New Brigade kaster man sig hovedkulds ud i noget af et stormvejr. Pladens intro indrammer præcis det dystre og hårde univers som vi er på vej ind i (hvis nogen har besøgt forsiden af Patruljens hjemmeside kan man p.t. opleve dommedagsfornemmelsen der). Første nummer White Rune – wov – det er intenst, det er hårdt og råt – det er fed musik som varieret lyder som noget der vel bedst kan beskrives som Sods-agtigt eller UK-punk, vel og mærket ikke den nyere post-punk (poppet ligegyldigt), nej som i 70’erne eller det bedste fra de sorteste 80’ere. Remember, ja det lyder temmelig meget som Joy Division både stemme og rytmer, en anelse mere upoleret, lidt Cure kan man også genfinde, ikke tosset!

Titelnummeret New Brigade, føj for en beskidt guitar rammet ind af en monoton punket skæv forsanger med et tons trommer som må være skiftet ud efter indspilningen – kør på! Remember – lyder også bekendt, er det igen Joy Division-agtigt, ja, men uden disses utrolige timing. Teeth Crush udmærket, Total Drench derudad… ovre i hardcore-genren, Broken Bone så skifter vi en smule stil, vi skifter meget stil, men det er velkomment da de sidste par numre er blevet lidt for monotome. Broken Bone har et næsten poppet udtryk, eller i hvert fald omkvæd, sagde nogen Gangway? og så alligevel slet ikke. Men jeg synes sgu’ det er for fedt!! Collapse – så lyder det lidt som canadierne… hva’ hedder de nu Tokyo Police Club, ok, Eyes jeg er solgt, godt humør vippemanden, Loppen igen guitarrif som lyder meget som Tokyo P.C., Count me in- så er der dømt hardcorepunk uden fine fornemmelser – lad os danse pogo eller smadre nogen vinduer – eller brænde en bondegård af!!, Never Returned så kom vi ned i gear og puls, vi slutter med You’re Blesses fed guitar, omkvæd har vi hørt nummeret før lyder som titelnummeret, men det er godt!

Iceage kan også beskrives som autentiske, som andre anmeldere ynder at fremhæve, men er det vigtigt?, er det rigtigt?, og kan man i 2011 være et autentisk punkband? Jeg er ligeglad, fucking ligeglad – jeg kan godt li’ Iceage.

½

Vær hilset
Den Sorte Fyrste

Anmeldelse uge 42: Lloyd Cole & The Commontions, Rattlesnakes, 1984.

Anmeldelse uge 43: Dum dum girls, Only in Dreams, udg. 26. september 2011.

The Subways – Money and Celebrity

Udgivet 19. september 2011, Cooking Vinyl, Cookcd549 x.
Alabama anmelder – uge 40 – sidst i anmeldelsen er der smileys!

Et overflødighedshorn af ungdommelige ligegyldigheder…

The Subways er åbenbart slået igennem på den engelske festivalscene i år – Jeg har hold pause i bekendtskabet siden debutalbummet i 2005 – er gennembruddet og seneste album en god ting?

I 2005 havde Alabama i et par år brugt en masse tid i Oxfords pladebutikker ca. hver tredje uge og havde et pænt greb om pulsen på den engelske rockscene. Et af bekendtskaberne var The Subways som udgav deres debutalbum Young for eternity, 4. juli 2005. Det var/er et dejlig lille uprætentiøs, ukompromisløst men ret tilgængeligt rockalbum nærmest i sing along stil. I 2005 var det dog alternativ rock som forud for Artic Monkeys og samtidig med The Others og nok inspireret af The Strokes(US) gjorde op med britpop og spillede guitarrock med et tydeligt engelsk twist. Det var sgu’ helt okay!

Albummet, Money and Celebrity, som i øvrigt er et dobbeltalbum, starter med nummeret It’s a party – og det passer fint for det er Alabamas fødselsdag i dag, men så er det også slut med fest, flag og farver… for man skal lede længe for at finde et mere overfladisk og ligegyldigt rockalbum, i hvert fald i min pladesamling, selv blandt de værste fejlkøb… Vi er i en slags rocket britpop univers, som jeg mistænker, er produceret til det amerikanske collage-musik-marked. Jeg forholder mig her kun til CD1, da CD2 er noget nær identisk med Billy Lunn’s demoversioner.

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal sige… albummet er måske blot et forsøget på at underholde nutidens unge og det gøres i tidens ånd ved næsten udelukkende at forholde sig penge og berømtheder. Jeg får dog samtidig det indtryk at The Subways forsøger at tage afstand til disse samfundsmæssige tendenser, men det flygtige indtryk fordufter hurtigt. Dels da albummets lyd mildest talt læner sig alt for meget op af nogle af de bands som faktisk har slået igennem,,, først og fremmest Arctic Monkeys, og dels fordi den mulige kritik, hvis den altså er der, drukner i manglede alternativer og svælger i danserock, singalong og almindelig kommerciel pop.

Påtvinger jeg mig selv en anden vinkel, så har Subways trods alt stadig en grundklang af rock, så hvis jeg en stund forsøger at se bort fra den kvalmende fornemmelse musikken bibringer mig i dag og tænker mig en ca. femogtyve år yngre og samtidig forsøder oplevelsen med en tredobbelt Armagnac…. Så er jeg tilbage i 1986 da jeg gik ud af gymnasiet og prøvede lykken på KU, hvilket pludselig giver en masse associationer, lang mere spændende end Money and Celebrity, f.eks. rus-tur hvor den stod på lange danse nætter med The Smiths og Gun Club, spændende voksne piger og drenge, som synes at The Smiths var for hård musik (;o) og Ole som introducerede mig Lloyd Cole & The Commotions… Ergo – målgruppen omkring de tyve år er selvfølgelig nemmere at forlede udi poppens mere unuancerede kringelkroge (selvom Lloyd & Co. selvsagt har langt mere dybde ned Subways – eller? Der er lagt i kakkelovnen til en snarlig komparativ anmeldelse af Rattelsnakes udg. 1984).

Well albummet nummer for nummer ultrakort:

1. It’s a party: ***
Fangende tempo og guitar, måske lidt lyd a la B-52’s.

2. We don’t need money to have a good time: ***
Godt tempo og god start, men fiser hurtigt ud… alligevel rocker jeg med med foden… Artic Monkeys clon-nummer.

3. Celebrity: **
Blur… eller noget lignende …

4. I wanna dance with you: *
Øhhh – melodigradprix – megakvalme

5. Popdeath: **
Desværre alt for lidt popdød…

6. Like I love you **
Partyrock a la carte… men fuck jeg kan ikke lade være med at fløjte med

7. Money ***
En anelse bedre, Billy Lunn lyder som om han mener et eller andet her.

8. Kiss kiss Bang Bang **
Fuck – baggrundmusik til Amerikansk ungdomsserie.

9. Down our street **
Puuhaa, nu kan jeg snart ikke klare mere, engelsk college rock …

10. Rumour ***
Nummeret kommer momentvis ud af pop-college rocken, men scorer højere på kvalme- end på rockskalaen.

11. Friday **
Nok et Arctic Monkeys klon-nummer

12. Leave my side **
Så kan vi forlade hinanden, og som en tyveårig vil jeg gøre det uden at kigge mig tilbage.

Cd2 har to bonus track som ikke klarede cuttet og kom blandt ovenstående:

10. Heartbreaker… *
11. Massive adventures **

Når jeg/vi d. 19. oktober skal i Vega, vil jeg gøre hvad jeg kan for at være en drengerøv på tyve – nyde kærligheden og feste uden tanke for i morgen eller verdens genvordigheder… så slemt er det vel i virkeligheden ikke?!?

Samlet set får The Subways for Money and Celebrity to smileys hvilet er 0,25 smileys mindre end gennemsnittet af CD1 numres smileys.

Cheers
Alabama

Live: The Subways spiller koncert 19. oktober i Vega, Ace og Alabama, er eders udsendte og koncerten anmeldes naturligvis her på Patruljens egen nyhedsservice…

Anmeldelse uge 41: Iceage, New Brigade, udg. Jan. 2011

Anmeldelse uge 42: Lloyd Cole & The Commontions, Rattlesnakes, 1984.