Rock'n'roll-Patrulje-Blog

Der dumper jo løbende en række cd’er, singler og LP’er ind ad døren, eller rettere dumper de ned i postkassen… Og det er en praktisk umulighed at anmelde dem alle. Men til almindelig inspiration, tidsfordriv og hvad man ellers kan benytte en blog til. Har jeg altså her oprettet en ny kategori hvor nyanskaffelser kan kommenteres, uden nogle krav og forventninger til form eller indhold.

Således kan jeg berette at Rough Trade har været venlige at sende mig følgende, som i dag er dumpet ind i postkasse:

– Public Image Ltd., Public Image, 1978, Virgin Records, Genudgivelse, remastered 2011.

– The Men, live at WFMU, 2011, Sacred Bones Records.

http://www.allthingsnow.com/week/music/shared/13298558/Listen-The-Men-Live-at-WFMU

Den Sorte Fyrste

Lower, Ice Age og The Men, KB18 25. januar 2012, kr. 50.

Onsdag aften(i går), har påbegyndt Men in Black 2 på Svensk tv 6, joggingbukser og næsen under dynen kl. er blevet næsten kvart i ti. En indskydelse får mig til at åbne computeren og checke den mail jeg tidligere har sendt til Patruljen, hvornår var det at Ice Age skulle spille i KB18?!? Nå – det var i aften… stavrer langsomt ud i køkkenet hvor Liz har gang i madpakkerne, fortæller at det var i aften at Ice Age skulle spille. ”Hvem er Ice Age?”, ”Har jeg ikke spillet det for dig, det er den fedeste danske punk!!”, oparbejder næsten lidt entusiasme, men det er jo for sent nu… ”Hvorfor går du ikke bare derned, det er jo derfor vi bor i byen?!” Jeg låner de halvtres kroner til entreen i Andreas sparebøsse, og to hundrede mere til en øl og får noteret at de skal betales tilbage i fire halvtredsere, to tiere og en tyver…

Ti minutter senere stod jeg i KB18 med en Stella i hånden, sammen med en ret stor flok smukke unge mennesker, måske omkring trehundrede. Et lille nik til KB18 – fedt at i er åbnet, fedt at i spiller spændende musik, mindre fedt at den mest interessante øl I har er en Stella. Det ville klæde Jer at ha’ i det mindste en god ale, f.eks. Brooklyn eller en anden voksen-øl.

Lower (DK) gik på kort efter og jeg genkendte bandet som også spillede opvarmning til Fucked Up på Loppen i November (begge anmeldt her tidligere). Lower spiller tung, dyster og solid hardcore som når det var bedst mindede mig om Joy Division og Dinosaur Jr. men dog i fht. sidstnævnte tydeligvis mere i den europæiske stil. Lower gav den hele armen og jeg undrede mig lidt over hvor meget og hvor varieret guitarlyd det lykkedes guitarspilleren at få frem. Først lidt senere gik det op for mig at KB18’s betonsøjler havde skjult nok en guitarspiller. Ligegyldigt om der var en to eller tre, så var der fed tråd og mere styr på det hele, mere selvtillid og underliggende melodi i Lowers numre end da de spillede på Lopppen. Det kalder jeg hurtigt fremskridt, keep it up! De kalder sig selv ”downer punk rock”, og det er klart, men lyt lige her der ér sgu da fedt: http://lowercph.bandcamp.com/track/but-there-has-to-be-more-outtake og http://www.youtube.com/watch?v=P0cvbwI8czE&feature=related . Lower har en EP på vej her til foråret, den køber jeg – stone sure!

af 6 smileys til Lower – I er sgu helt okay.

Ice Age (DK) gik på og mine forventninger var ikke helt små. Deres album New Brigade fik mig op på 4½ smileys, hvilket slet ikke er dårligt, da jeg er ret småtskåren i uddelingen. Lad os starte med det positive, Ice Age gav den fuld skrue og den tætpakkede sal fik lidt af et show, desværre begrænset af rummets meget dårlige udsyn. Mine 190cm havde placeret sig strategisk op ad en af betonstøtterne og det var jeg glad for, da rummet foran scenen hurtig blev lidt af et inferno. Pogo hed det i gamle dage, i dag ved jeg ikke… Der er i hvert fald stor forskel på måden. Omkring tyve-tredive publikummer kastede sig selv og hinanden rundt foran scenen, så voldsomt, at jeg flere gange seriøst var overbevist om at det havde udviklet sig til egentligt slagsmål. Det betød igen, at fokus, i hvert fald mit fokus, blev taget væk fra scenen og musikken og fast holdt på ”slagsmålet”. Jeg kunne selvfølgelig været gået længere væk, men… nej. Min konklusion er at det ritualiserede, stiliserede slagsmål til Ice Age ikke gør musikken eller oplevelsen mere autentisk (og jeg ved at det vil de fleste inkl. Ice Age sikker skide på). Jeg tillader mig at genbruge lidt fra min anmeldelse af New Brigade:

”[…] så er der dømt hardcorepunk uden fine fornemmelser – lad os danse pogo eller smadre nogen vinduer – eller brænde en bondegård af!!, […] Iceage kan også beskrives som autentiske, som andre anmeldere ynder at fremhæve, men er det vigtigt?, er det rigtigt?, og kan man i 2011 være et autentisk punkband? Jeg er ligeglad, fucking ligeglad – jeg kan godt li’ Iceage.”

Jeg kan stadig godt li’ Ice Age, men koncerten i aftes fik mig desværre ikke til at få lyst til hverken at smadre vinduer eller brænde en bondegår af. Jeg fik heller ikke den musikalske oplevelse, som New Brigade ellers byder på. Så Ice Age i får lige præcis smileys af 6.

The Men (US), New York’er band med vist tre udgivelser bag sig. Interessant tænkte jeg, havde udset mig en publikummer i vaskeægte 80’er outfit, kulsort tøj, snit a la kinesisk militæruniform og kæmpestore sorte militærstøvler, samt en knaldsort postpunkfrisure ”that couldn’t be beat” som bandmedlem. Så det var med en vis skuffelse da forsangeren dukkede op i noget der lignede en ternet juleskjorte og guitaristen i farfar-undertrøje, til gengæld trak det klart op i den visuelle præsentation, at trommeslageren var meget langhåret og i bar overkrop.

Musikalsk var der slægtskab med de to forrige bands, men vi taler fætter og kusiner eller noget. The Men’s musikalske base lød mere mere rock’n’roll’et og ind i mellem blues’et end de foregående. Jeg tog mig i at tænke at det var som Giant Sand på 10g speed, men det er selvsagt en yderest upræcis beskrivelse. Men guitar rundgange og sangstil (ja det var hos The Men, i modsætning til de tidligere bands, tale om sang og ikke growl/råb og skrig) var udpræget mere afrundet. Ikke at det var specielt blidt, nej det var punkrock… Og de er klart super skarpe musikere, men jeg savnede et eller andet,,, den gnist som Ice Age og Lower har rigeligt af fandt jeg ikke hos Mændene. Og det var de i øvrigt også, Ice Age og Lower er drenge, the Men er mænd. Men hvis nu Ice Age fik lidt af The Mens musiske kunnen og The Men mere af gnisten tilbage, så ville det gavne begge parter. Jeg stod længe og overvejede om jeg skulle købe The Mens nyeste album på vinyl, ”Leave Home” som jeg havde udset mig i merchandise boden. For var at jeg selvsagt havde fortjent den, når nu jeg så flot havde taget mig sammen og havde droppet joggingbukser og stjernespækket Hollywoodfilm, imod var, at jeg den sidste uge har bestil musik for 11-1200kroner. Jeg stod imod købte ikke vinylen og gik før The Men sluttede, var hjemme 0.30 og nåede at se ”Hitlåtens historie” fra Sverige om Kim Wilde og Kids in America. Posten medbragte her til morgen de sidste af mine hos Rough Trade bestilte værker, ind ad døren kom Crystal Stilts spændende vinyl udgivelse; Radiant Door og hvad ellers: The Men Leave Home, hvilket jeg fuldstændig havde svedt ud at jeg havde bestilt…

The Men får ½ Smiley

http://wearethemen.blogspot.com/

http://youtu.be/​26psxrhO1hQ

http://youtu.be/​4VKsjmFD-bk

http://youtu.be/​1y0G7ohBoaM

Vær hilset
Den Sorte Fyrste

Richmond Fontaine,
KB-18 1.november 2011

Undskylder forsinkelsen – først var det bevidst, da jeg
ville bruge mere tid på anmeldelsen, lade oplevelsen synke ind og tømmermændene
fordufte… og så var der pludselig det med muligheden for at blive direktør…

Det har vist allerede været antydet, så jeg lige så godt slå
det fast: Koncerten med Richmond Fontaine, som I ved har været blandt mine
favoritter i en del år, var ganske enkelt fænomenal, men lad os tage det fra
begyndelsen:

Brother Ace mødte som den eneste fra Patruljen op til reception i
Alabama Rockland… så der var rigeligt af de indkøbte øl og lækkerier, så det
var hygsomt og vi fik beundret rock-hjørnet. Trods at Ass-man påstod han ikke
var misundelig på den professionelle vinyl-opstilling… så ved Den Sorte Fyrste selvsagt bedre! Vi
gik i god tid, da der kun var billetsalg i døren og ikke ville risikere ikke at
få billet… Det betød, at vi ankom ca. samtidig med et af de to
opvarmningsbands, det danske. De hilste høfligt på os, som det sig bør og gør
når ungdommen møder alderdommen… Vi gik videre på udflugt på Vesterbro og trods
at vi var totalt i Alabamas ’hood’, så var der en uafprøvet, nyåbnet øl-bar på
det skarpe hjørne af Søndre Boulevard og Skelbækgade som vi passende kunne besøge.
Den var også god og helt klart værd at genbesøge, både selvfølgelig for det pæne
øl udvalg, men også for rockplakater, slidte lædersofaer og musiksmag.

Lad os komme tilbage til det væsentlige. Efter to
opvarmningsbands som jeg vil knytte et par ord til nedenfor, gik Richmond Fontaine
på. Symptomatisk for bandet gik de på scenen og gav hånd til det unge danske
opvamningsband. De fortsatte i samme stil: dialog og nærkontakt med publikum
før, under og efter koncerten. Musikken var en for mig perfekt afstemt blanding
af nye og ældre numre, af stille og hurtige, lette og tungere numre. Det var i
øvrigt tydeligt, at størstedelen af publikum kun kendte Richmond Fontaines
nye(ste) materiale og relativt overfladisk og en uheldig publikummer i en
Surgens t-shirt, hvilket Willy Vlautin på sin varme og kammeratlige facon og
markant udtryksfulde stemme og ret
dværgende dialekt kommenterede ”Hey man you’ve got a Surgens t-shirt, they’re a
nice band”, dette lige efter at publikummeren havde forsøgt at markere sig som
fan ved at sige til Alabamas yndlings-band-medlem Dave Harding ”so you’re the
new guy”… Harding har været med Richmond Fontaine siden starten altså omtrent
18år. I øvrigt minder han mig en lettere forhutlet version af Rockens Johnny,
helt nede på jorden, elskelig og en fandens god musikker (sidstnævnte … har så
mindre med John at gøre)… Tilbage ved
musik og publikum, så stod Ace og Alabama selvfølgelig helt oppe foran og nød
de nye numre sammen med det øvrige publikum, og selvfølgelig også de gamle
hits(hvis man kan tale om hits i fbm. RF, nok snarere favoritter eller
klassikere), her var det sjovt at observere den overraskelse blandt publikum,
som de mere intense og punkede numre medførte, a la ”wov hvad skete der lige
der”, men folk var helt med og Ace og jeg var i den syvende himmel. Om det var Winners
Casino fra Winnamucca, 2002 eller fra næstnyeste 2009’s genialitet af et album
”We used to think the Freeway sounded like a river…”, hvorfra der blev spillet
flittigt: udover titelnummeret også You can move back here, The
Boyfreinds(eller?), jeg skulle havde spurgt om sætlisten da vi snakkede med
bandet bagefter… øv … men det var altså lige et par vigtige ting af få snakket
om både med Dan Eccles og Willy Vlautin efter oplevelsen… ’Maybee we were both
born blue”, watch out, helt sikkert, 43(?), Lonnie, Two alone, et syv-stjernet
nummer I et fem-stjernet univers fik os tæt på ekstase … osv. Undervejs kom
også Ace-man i dialog med W.V., fra min halv-omtågede ekstatiske tilstand husker
jeg kun at det drejede sig om at Ace var til koncert med sin storebror, hvortil
Willy meddelte, at det var synd for Ace, at storebrødre er nogle røvhuller, som
ofte sidder i fængsel (eller sådan noget), hvortil jeg svarede, at det havde
jeg da også gjort… (hmm hvor kom det fra). Ace kom lige min dårlige hukommelse til
hjælp!!! Fra Thirteen
Cities fra 2007 tror jeg at vi fik fantastiske versioner af: $87 and a guilty
conscience that gets worse the longer I go, I fell into painting houses in
Phoenix, Arizona(tror jeg), El Tradition, Westward Ho, Four walls – igen helt
fantastisk… Af de helt gamle numre, jeg må lige scanne min gamle selv-kompilerede
opsamling ”Patrolling the Mountains” : Harolds Club(? den med lighter fluid)
fra Safety 1996, nej der var vist så mange af de ”helt gamle”, men det gjorde
ikke noget – der er massere af guf i de seneste par års udgivelser, som sammen
med det seneste album fyldte mest til koncerten. The High Country er anmeldt tidl. her på
bloggen, som ikke kun er et vellykket konceptalbum, men også vellykket musisk. Til
koncerten var f.eks. Angus King Tries to Leave the House og Lost in the Trees helt oppe og ringe.

Damn it – jeg må indrømme at jeg har svært ved at huske
hvilke numre der ellers blev spillet, det er bagdelen ved at udskyde ting, men
husker pludselig at jeg tog notater på min mobil.. ok det hjalp mig ikke. Tror
at notatet var Al James, fra The
Dolorean, aftenens første band som under koncerten sagde: ”I’m much to young to
feel so old, 30 years half way home.” godt sagt, hvordan tror du så vi andre har det?

Vel – efter koncerten blev vi hængende og snakkede
eksalteret om koncerten, deres musik og i ved… snakken faldt på,,, med andre
ord, Alabama gik i gang med en filosofisk overvejelse om hvorfor der blev solgt
T-shirts med et gammel album, som det er umuligt at få i handlen ”Whisky,
painkillers and speed”, pludselig og resolut gik Ace op på scenen til Dan
Eccles, som villigt kom med (ikke som Lick og Ace når de bliver stive, hvor der
skal brydekamp til og Olfert’er til … det må vi få snakket om drenge…), nej
helt og aldeles frivilligt kom Dan Eccles ned fra scenen hvor de gik og pakkede
gear … og snakkede med os, ikke noget med roadies og dens slag stjernenykker… [jeg
knapper lige nok en Flensburger Winterbock, 7% op, det er også guf, hmm jeg har lovet at lave
aftensmad til om en time, jeg må lige speede lidt op]. Som jeg husker samtalen,
glemte vi umiddelbart det med Whisky, painkillers and Speed, Ace tog fat om
roden… altså… jeg mener … musikken og begyndte at stor-rose koncerten og ikke
mindst at fortælle Dan Eccles at han, sammen med en franskmand fra årets Roskilde
Festival var den ultimative guitarhelt. Det virkede, jeg tror at Dan synes vi
var helt ok. For Jer der ikke ved det eller husker det, er Dan ham fra Richmond
Fontaines første koncert i Danmark der havde en Nirvana t-shirt på. For
medlemmer se: http://www.rocknroll-patruljen.dk/patruljen/medlem.htm,
23. oktober 2005, hvor Richmond Fontaine også stod for årets koncert ”Årets
band, årets koncert på Københavns bedste spillested, i følge eders web-master” (Loppen, red.),
dengang var jeg mere kortfattet… På et
tidspunkt kom vi tilbage til Whisky, Painkillers and… og Dan indrømmede at han
ikke anede noget om hverken deres merchandise eller Whisky…, samtidig råbte han
på Willy Vlautin, ”Willy these guys wanna’m know’something bout’ an old album”…
Dan gik tilbage til sit gear, Willy forlod sit gear og var fanget i vores øl-klistrede
spind. Vi havde en fed og god lang snak, hvor vi selvfølgelig luftede vores
begejstring og Willy var lige så flik, rar og nysgerrig, som man må være for at
skrive om mennesker som han formår, så han ved nu at Ace er miljømand og at
Alabama er arbejdsløs filosof som har arbejdet med hjemløse. I øvrigt
inviterede jeg bandet på mad når de næste gang de besøger Danmark ”and don’t
worry, I ain’t no freak, I’ve got a girlfreind and two kids” fik jeg ølbøvsende
ytret… Willy bad mig sende invitationen officielt og ad hemmelige veje, kun
kendt af Ace og jeg, så selvom Dan senere sagde, at det nok var en god idé at
sende et af de mange fotos sammen med invitationen, af en lalleglad Alabama
knugende Willy under den ene og Dan under den anden arm… så hvem ved – det kan
være at det faktisk kommer til at ske..?..!…..?! Alle fotos forsvandt på
uforklarlig vis fra min mobil, undtagen et enkelt.. øv – der var nogle fede
shots, blandt andet et af Dave Harding, hvor hans ryg er bøjet 90grader… ja ok,
man skulle have set det…. Fuck…

KB18 er i øvrigt et musiksted efter min smag. Low-key, ret
spartansk med borde af træ-paller og billige øl – og ikke uvæsenligt en
glimrende lyd. Her må Patruljen altså snart i flok ud og konfrontere musikken,
ungdommen og den slags.

Første opvarmning var Al James, fra The Dolorean, i
programmet stod der The Dolorean… Men skidt med det det var en udmærket oplevelse.
Temmelig stille, men Al James og The Dolorean har noget at byde på, min tanke
under koncerten var, at to-tre af Patruljens medlemmer nok rent faktisk ville
have synes at det var folk-agtigt nok til at de var faldet for det… Jeg synes
at det var godt nok til at jeg købte deres seneste album på vinyl…

Det danske opvarmningsband der gik på før Richmond Fontaine
hedder The Outlaw Trails. Og det er sgu svært at skulle sige noget om dem her, i
hvert fald noget pænt. OK de var entusiastiske, unge og havde en nydelig lille
fan-gruppe af teenagepiger. Men ligesom pigerne så virkede bandet totalt stilforvirrede
og meget famlende(altså ikke pigerne)… fra funk til country … det holder ikke. I
får to smileys – hvor i har fortjent en enkelt – men så skal i også gå ud og
leve livet og få noget livserfaring, nogle sår og skrammer som gør at i rent faktisk
har noget på hjertet…(måske skal i ikke direkte gå efter sår og skrammer, bare lev!)

Richmond Fontaine får = 9 ud af 6 mulige smileys –
de 7 for koncerten og 2 bonus-smileys: én fordi i giver mening og en til
fordi i er ”good people”.

I love you guys and hope to see you
for dinner the next time you visit Denmark!

Vær hilset / Cheers

Alabama / Den Sorte Fyrste

Havde lige glemt dette mobilfoto fra koncerten…

Fucked Up…. Med opvarmning:
Terrible Feelings(s) og Lower(dk?)

Det var så anden dagen af Rockbrødrenes tour de force udi livemusik.
Bortset fra Roskilde Festivallen hører det jo ærlig talt til sjældenheden at
man taget to dage i træk med koncerter og bajere, specielt når nogen skal på
arbejde dagen efter… men vi gjorde det, arbejdet overlod dog så til Ace… og
Rockens Johnny, som akkompagnerede os selvom han stadig var på Nepal-tid og
storsnottet.

Alle borde var optaget da vi ankom til Loppen kl. ca. 21.20,
så vi provianterede og aftalte at hver anden genstand skulle være en vand(kan
man sige det?), (right…., men hvor
realistisk er man så?). I søgen efter vores private rum og den slags fandt
vi tilflugt ved merchandise-bordet, som i øvrigt var velassorteret med masser
af t-shirts, cd’er, LP’er, singler o.m.a. Her overhørte vi en samtale mellem
den nydelige svenske sælger af Terrible Feelings merc., og vi var let
irriterede over at forstå, at Fucked Up nok først gik på kl. 22.45… Hvor gammel
er man så? Selvfølgelig gik de ikke på så tidligt, med to opvarmingsbands.

Før Lower gik på
scenen kunne vi, udover det unge og blandede publikum, nyde kølige Urquell og
en solid baggrundsblanding af punk, hardcore spordisk tilosat Kliche-numre.
Altså – helt OK!! Lower gik på, helt ukendt for mig, de lignede helt
almindelige unge mennesker, altså, forsangeren var godt nok noget nær kronraget,
Rollins, og guitaristen lignede en dansk version af J. Mascis med en anelse
længere hår, de øvrige undslap min æstetiske opmærksomhed. Men Lower gjorde det
rigtig godt Hardcore, vil jeg kalde det, uden dikkedarer og med den rigtige
attitude, det var som om publikum enten ikke eksisterede eller blot var en helt
naturlig del af Lowers univers. J. Mascis spillede hele koncerten med ryggen
til publikum, mens Rollins havde meget fokus på sin sang(growl) men alligevel
havde publikum helt fanget. Bland dem var hele koncerten igennmem Fucked Up’s
forsanger, som stod lige foran Ace og Fyrsten, dog inkognito med overtøj på og baseballcap
– han var helt på. Men trods en positiv præstation og et helt klart interessant
band for fremtiden, så mangler det noget… før det rigtig batter.

med pil
opad til Lower.

Terrible Feelings…
fra Malmø viste det sig og merchandise-pigen som forsanger viste det sig, en
totalt overgearet trommeslager viste det sig, store kommunikationsproblemer med
publikum viste det sig… og ikke noget andet end mainstream hurtig guitarrock
viste det sig… var altså ikke spændende. Et stor spring i stil fra Lower og til
Fuked Up, forstår ikke helt hvorfor de var på, jo nok for at hente et par
ekstra fans over broen. Den Sorte Fyrste, som ellers var blevet i helt godt
humør og fik fjernet de stadig voldsomme tømmermænd efter et par Urquell eller
tre, blev næsten løbet over ende af trommeslageren, som var the spitting image
af, hvad hed han nu ham der døde i flystyrtet med La Bamba-bandet… Buddy Holly, men, fuck det… fUCKEDuP…
Terrible Feelings var altså kun til to smileys, keep working on your material,
and twist it up and add some noise, feel some pain….

Fucked Up,
Ace-man havde sænket mine forventninger ved en temmelig negative bedømmelse af
deres nye album, David comes to life, understregende at efter en enkelt hurtig
gennemlytning var albummet uden de store højdepunkter og vistnok et
konceptalbum med en historie a la Richmond Fontaines seneste album. Til gengæld
trak Fucked Up deres optræden indtil kl. 23.45, hvilket betød at Ace, som ikke
havde krop til to tog kl. 2.37 mod Roskilde, måtte gå efter 30minutters Fucked
Up ….Man…

Men Fucked Up spillede en ret fed koncert, dette til trods
for, at jeg ikke genkendte et eneste nummer før ekstranumrene – og jeg har
altså den forrige albumudgivelse, The Chemistry of Common Life(2008) og 12”
Year of the pig (2008). I øvrigt er det et sjovt og modsætningsfyldt band, men
skønsang fra drengestemmer blandet med Damian Abraham’s heftige aggressive (men
i virkeligheden venlige?) growl. Fedt mand – det er det der skal til noget nyt
og anderledes. At Fucked Up så virker absolut ærlige og uden nøkker gør det
endnu mere spændende – det er jo simpelthen nærmest parodien på canadisk,
Toronto er altså i øvrigt også en fed fed by!! Jeg købte David Comes to Life på
vinyl (lækkert dobbeltalbum, mmm) og har hørt den halvt igennem to gange – og jeg
tror at den kan gå hen og blive mindst lige så interessant end Fucked Up’s
tidligere materiale… Men tilbage til koncerten så var der højdepunkter som
skilte sig ud, f.eks. ”queen of hearts”, som har en fed rullende lyd/guitar, ”The
other side”, med det fangende omkvæd ”dying on the inside”, men ellers står jeg
ved Ace’s førstehåndsindtryk af en lidt monoton udgivelse, hvilket kan
overføres på koncerten. Når det er sagt må det tilføjes at Damian havde publikum
i sin store hule hånd, der blev crow-surfet og pogo’et til den store
guldmedalje, og det var der grund til – for det var fedt , intenst og hamrende
ærligt: understreget af en af Damians indledende bemærkninger/opfordringer til
publikum om de ikke nok ville hilse den kvindelige læge som havde hjulpet ham
(den skøre canadier, hans egne ord) da han under deres andet besøg i Danmark fik
et nervøst sammenbrug, og om hvor meget hellere han ville ha’ den gode danske
læge end hans egen dårlige læge i Toronto…

Fuck Up får smileys, hvis koncerten havde varet mere
end den præcise time og mere af det ældre materiale havde været på sæt-listen,
så kunne vi let være kommet højere op.

Vær hilset

Den Sorte Fyrste

Dum dum girls – Only in dreams

Udgivet Dum dum girls, Only in Dreams, udg. 26. september 2011.
Alabama anmelder – uge 44 – sidst i anmeldelsen er der smileys!

Visse fordele ved butiker I fht. online-køb

Eller – bliver man klog af sine fejl

Senere i dag står den på livemusik i Kødbyen med Richmond Fontaine og i morgen er det Loppen og Fucked Up, slet ikke så dårligt et perspektiv, så lad det være årsag og motivation til at få overstået anmeldelsen af Dum dum girls album ”Only in dreams”.

Et lydklip på nettet fik mig til at klikke køb og Dum Dum Girls dumpe ind ad døren nogle dage senere. Det er så nemt at selv en idiot kan finde ud af det… men chocket kom allerede da jeg åbnede pakken. Ud kom et lækkert pusse-nusse-agtigt lille lyserødt cd-cover med en dejlig stor mindst lige så pusse-nusse-agtig lækker lyserød plakat…. Hva’ skal jeg sige…. musikken er ikke helt så slem – så læs bare videre. Jeg lover at der er en kort anmeldelse.

Hvis Dum dum girls – bare holdt distancen fra de første ca. fem sekunder af deres album – så var det faktisk ikke så skidt. Der er nemlig en udemærker lyd i stratocaster guitaren og Always looking kunne være et fedt rocknummer og bandet kunne være et fedt rockband og Alabama kunne være blevet Rock’n’roll-Professor, hvis…. Hvis min bare røv… Bandet lyder desværre bare uhyggeligt meget som vores allesammens kære Miss B. Haven. Og ikke et ondt ord om dem, de havde sin tid og sin lyd (fra 86-97), som efter min mening ikke nødvendigvis skal genopfindes i en USA version.

Checker man bagrundsinfo siger Wikipedia at The Dum dum Girls er: indie, pop og støjrock. Kan det kombineres? Muligvis, men der er ikke meget støj over de dumme dumme piger (undskyld). Tilgengæld er der udover Miss B. Haven et eller andet 50eragtigt drømmende over musikken, men det hjælper ikke. Only in dreams er bandets andet album, men det har ikke just givet mig lyst til at undersøge sidste års debutalbum nærmere.

Det mest positive jeg kan sige er mere end tusind ord:

½

Vær hilset
Den Sorte Fyrste

Anmeldelse uge 45: Lad os se – det bliver nok to koncertanmeldelser.

Nu har jeg så lyttet til flere af Rock’n’roll-Patruljens prominente medlemmer og anskaffet mig en bunke A.A. Bondy musik…

Lad dette officielt være en udfording og provokation – HVAD HELVEDE er det fede ved ham og hans musik?

Knuz

Den Sort Fyrste

Ikke flere langskæggede Hippier

Lloyd Cole and The Commotions – Rattlesnakes

Udgivet 1984 Polydor LC0309/823 683-1.
Alabama anmelder – uge 42+1 – sidst i anmeldelsen er der smileys!

Rattlesnakes vs. Money and Celebrity

Eller – er ungdommen nu til dags er nogle pop-hoveder …?!?

Det var lidt af en udfordring jeg i forrige uge kom til at give mig selv. Afsættet var følgende passage som var afledt af Subways seneste album samt en tredobbelt armagnac:

”Så er jeg tilbage i 1986 da jeg gik ud af gymnasiet og prøvede lykken på KU, hvilket pludselig giver en masse associationer, lang mere spændende end Money and Celebrity, f.eks. rus-tur hvor den stod på lange danse nætter med The Smiths og Gun Club, spændende voksne piger og drenge, som synes at The Smiths var for hård musik (;o) og Ole som introducerede mig Lloyd Cole & The Commotions… Ergo – målgruppen omkring de tyve år er selvfølgelig nemmere at forlede udi poppens mere unuancerede kringelkroge (selvom Lloyd & Co. selvsagt har langt mere dybde ned Subways – eller?) Der er lagt i kakkelovnen til en snarlig komparativ anmeldelse af Rattlesnakes udg. 1984.”

Sammenhængen mellem Rattlesnakes og Money and Celebrity, skal det fortsat indledende slås fast, findes kun i undertegnedes hoved, eller, er i hvert fald spundet ud af dette. Musikstil, lyd – ja hvad jeg end lige kan tænke mig at sammenligne har ikke nogen sammenhæng, Subways er ærkeengelske og Lloyd skotsk. Så undtagen altså lige det faktum, at jeg var omtrent tyve år gammel da jeg stiftede bekendtskab med Lloyd & Co – og at jeg i dag finder at The Subways målgruppe nok snarere er denne aldersgruppe end min, så er der ikke umiddelbart mange fællestræk. Men i fht. målgruppen, så er det ikke helt forkert i alt fald hvis ikke hvis man skal dømme ud fra publikum til koncerten i Vega d. 19/10-11 (anmeldt andetsteds her), som jeg vil skyde til at være midt i tyverne i snit.

Rattlesnakes var Lloyd Cole & The Commotions debut og – efter min og vist også de fleste andres mening – deres absolut bedste album. Det blev udgivet i 1984, men fandt altså først vej til min pladespiller to år senere, da jeg i roulettespillet kaldet koordineret tilmelding mellem kinesisk, lægestudie og andre mærkelige ting endte på samfundsfag (hed det dengang og lå i Rosenborggade i nogle år indtil Bertel Haarder nedlagde studieretningen). Tiden var anderledes, mere sort/hvid eller måske snarere sort/lyserød. Jeg var mest sort, udover The Gun Club og The Smiths, som nævnt ovenfor, så var blandt favoritterne dengang The Cure, The Mission, Blue in Heaven, Talking Heads, The Doors. Desuden dukkede nye favoritter frem Kliche, Sonic Youth, Giant Sand, Dinosaur Jr. og Velvet Underground og Rolling Stones genopfundet og støvet af. Andre mennesker gik i lyserøde pastelfarver og lyttede til George Michal, Sanne Salomonsen, Al Jarreau, Wham og Gud ved hvad… og dem om det! Lloyd Cole & The Commotions kan vel placeres et eller andet sted midt i mellem yderpunkterne af 80’er musikken.

Rattlesnakes har altså siden 1986 regelmæssigt befundet sig på min grammofon, men da jeg slyngede løftet ud om at anmelde den, var det godt nok længe siden sidst. Så da jeg støvede albummet af igen for et par uger siden fik jeg lidt af et ”kulturchock”. Rejsen tilbage til firserne føltes næsten uendelig lang og jeg var ikke helt sikker på, at jeg kunne overkomme den og gennemføre min mission(anmeldelsen). Heldigvis arbejder jeg trods alt med fleksible deadlines og efter overførslen til computeren og et antal bagrundslytninger til hverdagssysler begyndte jeg at genfinde forbindelsen til Lloyd og Co. Som en indskudt bemærkning er det vel her relevant at bemærke, at jeg faktisk engang har været til koncert med Lloyd Cole (i Vega?), vi var allerede i halvfemserne og The Commotions var vist nok historie allerede i 89. Men Lloyd og jeg havde en fælles veninde, så ikke alene var jeg til koncert, jeg var også backstage med en lille håndfuld større og mindre fans og selvom jeg knap husker det, så var vi vistnok også på værtshus, altså også med Lloyd. Ingen af delene var specielt gloværdige, mindeværdige eller sexede… udover veninden. Så meget for det interessant liv som rockstjerne, fan og groupie…

Jeg glemmer snart helt musikken og Rattlesnakes, selvom det kører på fuldt knald her bagved tekstbehandlingen – og det siger måske lidt om hvordan jeg har det med pladen her ca. 27år efter dens udgivelse. Det der engang var mine favoritter med storladne intense følelser rammet ind af Lloyds markante talende-sangstemme og guitar med stål-stenge-agtig-lyd, synes nu temmelig monotomt og jeg husker sgu’ ikke engang længere præcis hvad det var for følelser han dengang kunne frembringe – det kan man dog næppe bebrejde Lloyd: – jeg lyttede til Gun Clubs ”The Las Vegas Story…” tidligere i dag, sjovt nok også fra 1984, og den er meget sort, tung og ildevarslende, hvilket jeg i udpræget grad nemmere kan forholde mig til, hvis jeg nu skal positionere mig lidt… inden jeg bliver nødt til at kaste mig over albummets numre:

Perfect Skin, er et af de store numre på pladen, men udover at sproget er mere elegant end Subways, så er her faktisk et eksempel på en relativt ligegyldig kærlighedssang. Guitaren er dog ret fed – det fremgår ikke præcis af albummet om det er Lloyd selv eller albummets andet guitarist Neil Clark der er årsag til den temmelig unikke lyd, som svagt kan minde en om Johnny Marr’s. I dag finder jeg nummeret lidt trivielt.

Speedboat, faktisk et glimrende nummer, …. nå så knapper jeg sgu’ lige en af de Jakobsen op som jeg har købt til receptionen af Rockland Alabama i næste uge, her en søvnig onsdag aften…, bvaddrr, skod øl – køb ikke Jacobsens Velvet Ale…, men lidt for stille i det… Hvilket minder mig om, at jeg forleden blev enig med mig selv om, at mit grundlæggende problem med Rattlesnakes er at det er tøsemusik, men Speedboats omkvæd er catchit, ikke cat-shit, men catchy(?) fangende og teksten besnærende, en god lille historie. Sand in my eye-y-y-y, hm, hm, nynne, nynne, Rattlesnakes, titelnummeret lyder næsten identisk med Speedboat, jeg missede overgangen. Men det er igen et godt nummer (men et pop-nummer, med strygere og det hele).

Down on mission Street, vi skifter til en mere dyster stemning, men det varer ikke længe nok. Teksten handler om at jagte piger (hej igen Subways) om end mere subtilt og flere følelsesmæssige aspekter involveret, sårede følelser, ondskabsfuldhed. Men rykker gør det sgu’ ikke og fuck de der strygere!

Forest Fire, vi springer den over, Charlotte Street, en af mine favoritter, kærlighedssang, men udover lidt nostalgi rører den ikke meget i mig. 2cv, her viser Lloyd sine sproglige, måske nærmest lyriske evner og fanger måske netop her tidsånden, overfladiskheden i tomheden ”we were simply wasting precious time” – om parret som kun deler ”We were never close – all we ever shared was a taste taste in clothes”, Four Flights Up, up tempo, jeg fløjter da det mindste med ”Go back to your mothers house and cry your little heart out”, Patience, tabt kærlighed, dobbeltbetydning et godt popnummer med korpiger… ”I get depressions of life/love thru lack of Patience”, måske min nye favorit… Are you ready to be Heartbroken?, Jeg holder snart ikke til det mere, men vi er nået til pladens sidste nummer

”Det lyder godt nok firseragtigt” Lisbeth

Alt i alt er Rattlesnakes umulig at sammenholde med Money & Celebrity, som selvstændigt album – er det alt for firseragtigt, nostalgikeren Alabama kan stadig nynne med og synge med på meget af teksten, men i 2011 kan jeg ikke give Lloyd mere end tre smileys. Det er til gengæld en halv stjerne mere end Subways fik og vi taler altså om en temmelig poppet firserudgivelse…

Vær hilset
Den Sorte Fyrste

Anmeldelse uge 44: Dum dum girls, Only in Dreams, udg. 26. september 2011.

Anmeldelse uge 45: Lad os se

Bemærkelsesværdig tavshed efter Steffys udmelding… … …

Den 1. november varmer de af os, der skal til Fucked Up på Loppen d. 2/11, op med Richmond Fontaine i Kødbyen, KB 18 (kl. 21.00, 90kr. i døren, ingen forsalg) – Den Sorte Fyrste inviterer i den forbindelse til en enkelt øl og reception i fhm, indvigelsen af undertegnedes nye Rockland (måske snarere rock-hjørne). Vi kan evt. købe en pizza…

Beklager i øvrigt den manglende anmeldelse af Lloyd Cole i sidste uge, forsinkelsen skyldes at det er sværere end som så at anmelde en mere end 25år gammel plade, efterårsferien, indretning af Rockland Alabama samt Ikea-skabe til tøserne.

Den Sorte Fyrste