Rock'n'roll-Patrulje-Blog

JULEFROKOST 2016

17.-18. DECEMBER

TEMA: NYTÅRSAFTEN

Det er den sidste weekend inden juleaften, og det meste af patruljen er formentlig ved at få massiv overdosis af kvalmende julemusik. Derfor holder vi julefrokost uden julemusik. Ingen jingle bells, white christmas eller det jul det er cool. Basta bom.

I stedet leger vi nytårsaften og skal se lidt tilbage og lidt frem. I slipper for at beskæftige Jer med Prince, Rick James, Jefferson Airplane, Earth, Wind and Fire, Beastie Boys og Freddy Fræk, der alle enten er døde eller mistede kendte bandmedlemmer i 2016. Lemmy døde desværre lige på den forkerte side af nytårsaften 2015/2016.

Til gengæld skal vi dyrke dem her lidt som vi mistede i 2016:

1. Leonard Cohen (21. september 1934 – 7. november 2016)

Han forsvandt pludselig uden at vi rigtig har fået dyrket ham i patruljen. Måske syntes vi han er for stille eller for kunstneragtig? Jeg ved det ikke. Men Leonard var sku en stor kunstner, og mange af vores helte som Nick Cave og Pixies har hyldet ham, så det kan vi vel også. Derfor: Spil et fedt Leonard Cohen nummer. Du styrer selv om det er mesteren selv eller et cover, men nummeret skal være skrevet af Leonard, og du må gerne researche lidt, så du kan knytte en god historie til nummeret.

2. David Bowie (8. Januar 1947 – 10. Januar 2016)

Bowie var, og er, jo kæmpe kæmpe stor. Lad os hylde ham med et fedt nummer, og prøv nu at find et nummer, der ikke allerede er blevet gennemtærsket. Lad os dykke lidt ned i de mere ukendte hjørner af Bowies fantastisk sangkatalog.

3. Beatles/George Martin (3. januar 1926 – 8. marts 2016)

Det femte medlem af The Beatles, der producerede samtlige Beatles plader. Igen et mega band som vi aldrig har fået dyrket. De har lavet meget andet end She loves you og Yellow Submarine. Kom med et fedt nummer, og knyt gerne en lille historie til. Beatles passer godt til lun flæskesteg. Det må også gerne være cover numre.

…. og så må vi gerne vende tilbage til nutiden. To vigtige rock-lande har gjort i nælderne i år. Jeg taler selvfølgelig om UK/Brexit og Trump Land. Lad os dyrke dem lidt.

4. Brexit

Lad os høre et fedt nummer fra 2016 med et ungt britisk band eller solist. Der er bonus, hvis det er et nummer der på en eller anden måde relaterer sig til Brexit, men det er på ingen måde et krav. Er der håb for briterne? Go ahead!

5. Trump Stomp

Den 20. januar får amerikanerne ny præsident. Han hedder Donald, og er pjattet med Neil Young!! Til gengæld er Neils ynglingspolitiker ikke Trump.

Hvad sker der i USA? Lad os høre nogle unge fremadstormende amerikanere som vi helt sikkert kommer til at høre mere til i fremtiden. Eneste krav er, at de kun må have udgivet et enkelt album. Der er bonus, hvis ordet “Trump” indgår i bandnavn eller sangtekst.

Loppen 23/11/16

Havde misset release-party på Bob Hunds nyeste album
”Dödliga klassiker” på Warpigs i Kødbyen i september (her gik man og troede, at
man følger med i hvad der kommer af musik, og så misser man en af sine største
favoritter… Værre, at man så heller ikke når at opdage, at der så er koncert
med samme på favoritmusikstedet, Loppen… Reddet af klokken af den lige så
hurtigt udsolgte ekstrakoncert d. 23. november, som man lige akkurat har held
til at sikre sig to billetter til (;o).
Heldigt var det også, at forkølelsen som havde lagt stort set hele
familien ned, undtaget Fyrstinden, lige nåede at lette, så koncertdagen blev en
arbejdsdag og koncertaften */ **

Har egentlig lyst til at skrive en lidt om ”Dödliga
klassiker”, som Fyrsten i øvrigt havde ønsket sig og fik af Fyrstinde i 50års
fødselsdagsgave, men tænker at jeg prøver at skrive lidt ind undervejs. Man har
jo ofte oplevet, at koncerter som altovervejende er en præsentation af nye
albums ikke bliver de bedste. Sådan en koncert var det for det første ikke, for
det andet, så er albummet et glimrende et af slagsen, selv i sammenligning med
Bob Hunds tidlige ”klassiske” albums. Koncerten bestod af en rigtig god
blanding af nye og gamle numre kombineret med et veloplagt band med en meget
veloplagt forsanger (Thomas Öberg), som syntes i storform.

Vi havde besluttet, at vi ikke behøvede at høre opvarmningsband
(solist), og at vi trængte til at tage den med ro. Dørene åbnede kl. 20.30, så
efter lidt snak frem og tilbage aftale enedes fyrsteparret om at ankomst kl.
21.30 var sikkert nok. Så vi nåede favoritindiskrestaurent og ankom lige da
bandet gik på (men det var altså opvarmings-elektronisk der gik på ca. 21.30),
så vi fik en time til at gå med at kigge på den medbragte live-tatoo-artist,
som fik lavet rigtig rigtig mange: – og Fyrsten drak én enkelt øl.

Vi placeredes os i tilpas god tid til venstre for scenen, længest
væk fra indgangen. Loppen er træng når der er udsolgt, men det virkede som om
mange havde tænkt sammen placerings-tanker som os, men det gik – vi havde begge
fin udsigt til scenen. I hvert fald indtil meget høje, meget unge mennesker
synes de skulle klemme sig lige en meter længere frem, lige ind foran os… hvad
gør man… ikke noget selvfølgelig, sådan er det jo bare, i hvert fald indtil
koncerten er i gang, men skide-irriterende alligevel.

Bob Hund startede med ’Underklassens clown’ fra det nye
album. Thomas Öberg var iklædt den sædvanlige maske – og der var fuld fart på
fra starten og publikum var fuldkommen på. Men ikke mærkeligt for Thomas Öberg
stod jo, som det er på Loppen, helt oppe i ansigtet på publikum og med hans
intensitet og konstante samspil med publikum, så skulle man være en död
stockholmere, eller värre, for ikke at leve sig fuldkommen ind i Bob Hunds
univers – lige fra første strofe. Ungersvenden som ikke havde lært at tage
hensyn… som klemte sig ind efterfølgende og nær havde giver Fyrstinde en albue
i ansigtet… han røg heldigvis helt ind foran scenen (Gud fri mig at tænke på
hvordan man selv har opført sig i årenes løb til koncerter, håber det har været
lidt mere hensynsfuldt…)

Jeg kan ikke huske sætliste (ikke rækkefølgen), men kan
huske mange af numrene, og setlist.fm *** har listen fra Studenterhuset i
Aalborg fra to dage efter Loppen – og den ligner meget godt hvad jeg husker så
næste nummer var ’Ska du hänge med’ fra 2001’s ’Stenålderen kan Börja’ –
uptempo, positivt rocknummer, Fyrsten tolker at det handler om samvær og lad os
gå ud og ha’ det sjovt sammen. Nummeret blev vistnok efterfulgt af den nye
plades ’Hollywood’ som er en kærlighedssang – man skal meget svært igennem – og
i Hollywood ender det hele så godt. Så langt lyder
det måske lidt banalt, men som kendere af Bob Hund vil vide – så er det alt
andet end banalt når B.H. tager emner under behandling. Der er seriøs dybde og
overvejelser bag – om end nok pakket ind i masser af humor, humør og intens
musikalitet af meget varieret type (og ja type bestemme Bob Hund det vil jeg
undlade at forsøge – tror måske nok det er et af bandets største særkender – de
vil ikke (og kan dårligt) sættes i bås. Professoren, som jo elsker at
analysere, havde tænkt på om labelen ekspressionisme (ekspressionistisk rock)
kunne bruges, men det synes jeg faktisk er en halvskidt betegnelse (onde tunger
ville nok synes, at Fyrsten leg med brug af billedkunst-kategorier er en
halvskidt idé generelt). Der er alt for mange lag i Bob Hund til ekspressionisme,
så måske er vi ovre i noget i retning af ’mixed arts’… hvor der tapetseres,
males, klattes med ler, bruges udklip osv. osv. – og det billede der kommer ud
af det emmer af:

Skævhed, demokrati, nærvær, relevans, deltagelse, inklusion, medlevelse, gensidighed, aktivitet, liv, (med)menneskelighed,
tolerance, stillingtagen

Vi fik også spillet ’Revolution’, som er mere direkte
politisk end andre sange (om ikke en opfordring til revolution, så en undren
over hvorfor den deterministisk forventede revolution lader vente på sig…). Fantastisk
personlige ’Tralala lilla molntuss, kom hit ska du få en puss’, hvor forholdet
til omverden (fra et barns synspunkt) er at alle andre ved at tingene vil ske ”alle utan jeg vet hur det skal gå”… …
…

Loppen sydede og der blev danset og hoppet igennem (pogo a la
carte). Öberg inddragede publikum både på traditionel vis som kor, men også som
mikrofonholdere og som medhjælp til afklædning og … hvad ved jeg. Fyrstens bentøj var udfordret trods de gode
bjergløbesko osv. Men for faen’ hvor var det fedt. Öberg var ’in our faces’ i
bogstavelig forstand på en forstærker, frem og tilbage på den lille scene,
allestedsnærværende med øjenkontakt til mig, dig og hin.

Bob Hund var gået på 22.30 – og allerede efter 3-5 numre begyndte
Öberg at tale om at koncerten var slut. Men der var gået en time og ti minutter
før bandet gik backstage, efter at have nået rigtig flot rundt i (noget nær) alle
albums. Men det kunne publikum ovehovedet ikke acceptere, så der blev klappet,
hujet og stampet igennem, så bandet snart igen stod på scenen. Thomas Öberg gik
straks igen i kødet på publikum – og satte skarpt på plads at ”det er vi(os/dem/bandet,
red.) som bestämmer”, velvidende, at Bob Hund da var/er fuldstændig demokratisk
solgt til publikums stanglakrids (et fuldstændig uforståeligt billede) – altså at
nok bestemmer Bob Hund hvornår der skal stoppes, men det gør publikum også både
i positiv og negativ forstand. Öberg brugte det til at minde os om, og opfordre
os til deltagelse i samfundsanliggender. Og det er specielt stærkt når det
kommer fra – og til – de mere skæve eksistenser som Bob Hund og deres fans som
jeg stadig mener, står for Skævhed, demokrati, nærvær, relevans,
deltagelse, inklusion, medlevelse, gensidighed, aktivitet, liv, (med)menneskelighed,
tolerance, stillingtagen – elementer som i alt for lille udstrækning er
tilstede i vores samfunds besluttede fora…

Da Bob Hund havde spillet tre skønne ekstranumre, som alle
fortjener hver deres anmeldelse, ’Jeg er
inte arg’, Din Piñata og ’Ett fall och en lösning’. Sidstnævnte – drømmer jeg
om – både er en kommentar til Rolling Stones ’Satisfaction’ (uttlösning) – og bandets
måde at lege med ord og billeder på i en samfundskommentar med opfordring til
at finde nogle løsninger (men det kan sagtens bare være, at det er i mit lille kønne
fyrstehoved).

https://youtube.com/watch?v=PDRYBlKm-BA%3Ffeature%3Dplayer_embedded

Fyrsten var rimelig træt i benene og Fyrstinde ligeledes –
og vi troede faktisk det var slut med de tre ekstranumre, så vi gik i tøj-kø,
men nej. Publikum fik fremkaldt Bob Hund igen og det blev i hvert fald til tre
numre yderligere: Brooklyn salsa (fra den nye), ’Tinnitus i hjärtat’ (2001) og ’Jeg
rear ut min själ’ fra 1998 mesterværket af et album af samme navn, sidstnævnte
hørte vi mens vi satte os op på jernhestene kl. 00.10 – det er sgu da OK for en onsdag aften

Bob Hund får af seks mulige smileys. For at komme op på
den sjette, så skulle musikken have været leveret med lidt mere skarphed.

Kærlig hilsen

Rock’n’roll Professor Den Sorte Fyrste

Nu med 10 pointgivende anmeldelser i Professor 2016(17).

* Fuck de hverdagskoncerter, på trods af at Fyrsten kun drak
én øl under koncerten (amager/sværger), så er man sgu træt dagen efter…

** Og Fyrsten klarede lige en arbejdsdag torsdag og måtte så
overgive sig til forkølelsen og ondt i halsen (og kan, endnu, glæde sig over,
at opkastningsdelen af ungernes sygdom, som ligeledes er genopstået, ikke har
ramt Fyrsten)…

*** http://www.setlist.fm/setlist/bob-hund/2016/studenterhuset-aalborg-denmark-23fba807.html

Joe Purdy

Loppen den 20. november 2016

Det var en kold, mørk og blæsende novemberaften. Forude ventede endnu en uge med 37 timers kontorarbejde, 49 timers søvn, 7 timers aftensmad og 3 timers Champions League. Om bare fem måneder ville det blide forår banke på døren med lyse nætter, sol og opvarmning til festivalen. Men lige nu var det som sagt mørkt og koldt, og festivalen havde lige lanceret Fucking Foo Fighters som hovednavn (sic!).

Snake havde umiddelbart mest lyst til at kravle under dynen og vente på foråret, men på natbordet lå en billet og kaldte. Den var købt for længe siden, og gav adgang til en koncert på Loppen med amerikaneren, Joe Purdy. Måske kom foråret tidligt i år.

Med et brøl fra den voldsomme 1,8 liters benzinmotor forsvandt den 12 år gamle Renault ind i natten. Kurs mod Loppen, hvor rockfætter Lick ventede. En sms røg af sted: “Forventet ankomst 21.15”. Svaret kom prompte: “Me tambien”. Pulsen steg. All fired up, and ready to go!

Præcis klokken 21.12 gled Renaulten på plads i parkeringsbåsen på Bådsmandsstræde, hvor Snakes morfar mange mange år tidligere havde gjort tjeneste i hæren, som chauffør for en oberst, hvis navn ingen husker længere. Tre minutter senere skridtede Snake selvsikkert gennem døren til Loppen, afleverede billetten, fik stemplet armen og trykket hånd med Lick, der ventede i baren. Det skulle nok blive en god aften.

Mens Snake gik i garderoben købte Lick en omgang iskolde Økologisk Thy Classic, og da den første slurk kølig øl løb gennem svælget faldt skuldrene ned og mundvigene røg op. For f…. det smagte godt.

Nu var vi klar til Joe Purdy, men først var der selvfølgelig opvarmning. Det var en lille dame i smækbukser. Amy Vachal var navnet, og hendes optræden kom desværre til at hænge lidt vel meget på hendes kønne udseende, og knap så meget på de musikalske gaver. Uden tvivl meget charmerende, men måske også lidt for sød og lillepigeagtig. Særligt da hun forsøgte at arrangere fællessang blandt de knap 50 fremmødte publikummer, mens hun kvalmende sødt kvidrede evergreenen “Dream a little dream of me”. Amy er 27 år gammel, og hendes største bedrift består i en semifinale i det amerikanske talentprogram “The Voice”, hvor hun havde Pharrell Williams som coach. Så meget for talentprogrammer.

Det skulle dog ikke være sidste gang, der blev arrangeret fællessang den aften. Mens Amy listede af, og Lick gik toilettet, smuttede Snake i baren efter endnu en gang Øko pilsner.

Nu var det blevet tid til Joe Purdy. Singer songwriteren fra Arkansas, der er mest kendt som leverandør af sange til flere mindre TV-serier og en enkelt reklame for Kia. Når sandheden skal frem er det dog nok de færreste, der kender den sympatiske amerikaner.

Han kom på scenen iført fuldskæg og en mørkeblå arbejderkasket som den Bob Dylan bærer på coveret af sin debutplade. Kasketten er ikke det eneste som Joe Purdy har tilfælles med den nyligt kåret nobelprismodtager. Begge kunstnere er formidlere af en gammel musikalsk arv, der har tråde tilbage til både Woody Guthries protestsange, men også den gamle cowboytradition, hvor guitar og mundharmonika bruges til at udtrykke sorg over tabet af en kvinde eller længslen efter the good old days. Joe nævnte da også flere gang, at han skrev cowboysongs, og en enkelt sang hedder kort og godt “cowboysong”.

Som person og kunstner er han lidt i familie med engelske Billy Bragg som han da også har optrådt sammen med på The White Water Tavern i Little Rock, Arkansas.

Det nyligt overstået præsidentvalg gik ikke ubemærket forbi. Der blev fyret flere bredsider af mod Trump, og flere af Joes numre adresserer direkte splittelsen i det amerikanske samfund. Lyt f.eks. til nummeret “Maybe we all get along someday” med de indledende linjer:

“There’s a man who wants the White House

for his personal TV show

wants his face on all the money

wants his name on all the roads

Says he can make us great again

Says that he knows how

He’s gonna build a wall big and tall

and kick everybody out”

Joe Purdy er ikke en deprimeret hængemule, selvom flere af hans sange med hans egne ord er “real downers”. Han er en vittig fyr og jokede flere gange med hans sidekick, “Jolly” Chris John Hillman, som Joe mødte da han turnerede med Billy Bragg. Jolly spillede bl.a. en fed pedalsteel på flere numre i løbet af aftenen. Som Purdy sagde: “Im a Arkansas hillbilly through and through”.

I løbet af aftenen kom vi igennem flere super fede numre. Her skal bl.a. nævnes New Years Eve, Kristine, War Dogs og Canyon Joe. Det var et intenst sæt. Lick og Snake stod en meter fra scenen og sugede hver en akkord og hvert ord til sig. Helt foran scenen havde Nordeuropas største Joe Purdy fan en fest uden grænser. Han sang højlydt med på hver en strofe og benene eksede under ham, hver gang Joe Purdy bemærkede hans flotte engagement.

Joe fortalte om sin seneste plade, “Who will be next”, som han først havde skrevet med, hvad han kaldte “a sharp tongue”. Inden han indspillede pladen holdt han nytårsaften hjemme i Arkansas, og sad oppe til klokken fire om morgenen, mens han talte med sin mor om verdens tilstand. Hun gav ham det råd at behandle folk pænt. Hvis man gerne vil have en bedre verden må man starte med sig selv. Moderen er skolelærer, og det var tydeligt at Joe har stor respekt for sin gamle mor.

Efter snakken med moderen tog Joe tilbage til Californien, og skrev hele pladen om igen. Denne gang fik den en mere forsonende tone, og hele pladen er dedikeret til Joe Purdys mor.

Som nævnt fik vi endnu engang fællessang udover den som opvarmningen, Amy, præsterede. Denne gang var det Purdy, der førte an. Han bad os synge med på et alenlangt omkvæd som ingen var i stand til at huske, men Purdy tog os i hånden og, med tungen i kinden, trak han os gennem en smuk fællessang. Smukt.

Efter koncerten kastede Snake 140 kroner efter vinyludgaven af den nye plade, der er lavet som gatefold.

Ganske vist var klokken 00.30 da Joe Purdy takkede af til massive klapsalver, og Snake gik bevidstløs rundt det meste af mandagen, men skide vær med det. Foråret var kommet.

Afstedkommet af, at 6 af 7 patruljemedlemmer nu har meldt sig ind i kampen om Professor-titlen 2016(17) med minimun en koncertanmeldelse,… men ikke Rockens Johnny, som i tide og utide hellere vil klatre rundt i Himmalya… Så gøres hermed status:

Deltagelse i live-musik koncerter. 10% (af de 25%)
Fyrsten 9 – pointgivende anmeldelser.
Lick 7 –
Ace 4 –
Snake 3 –
Dr. Rock 2 –
Smokey 1 –
Rockens Johnny 0 –

Arrangør af Patrulje-arrangement
Fyrsten skal først lige regne efter (manipulere) tallene…

Rockens Johnny
1
Fyrsten 0
Lick0
Ace 0
Snake 0
Dr. Rock 0
Smokey 0

kh. Professor Fyrsten

Dead Rabbits –
Loppen, 11th of November

Another Friday
evening spent with some members form our exclusive man-club.

The anticipation
for the Dead Rabbits concert were high, due to the fact that the last time Foxy and the
Doctor were alone out-on-the-town it was when we saw Pavement at Loppen, which both Fox and Rock judged to be one of the best live concerts EVER.

Hard to beat but
a good night it turned out to be. Foxy showed up a bit early at Fingerbøllet,
so when I arrived the glass of IPA was nearly finished and there was a fresh
cigarette bud in the ash-tray. Time flies when you are having fun so before we
knew it, it was time to move ourselves from our comfortable seats at bar to our
old-time friend Loppen.

At the last minute
Alabama (DSF) got in on the action and had reserved a front row table to watch
the warm-up band Adama. Adama, a northern Swedish band is without a doubt a neo-psychedelic
band, but unfortunately not one of the most original. The lead singer, Idan
Cheaproot, outfit was proof of this…a few more beers and misplaced glasses and
one could mistaken Idan for Robert Plant at a distance. The music wasnt bad,
but actually seemed so familiar that it uninteresting. With that said live
music is in almost all cases good for the mind and soul, so we sat there with
our Loppen beers and enjoyed the predictable but well delivered tracks. Idan
voice fit well into the music but again resembled ”the psych sound recipe”
which can be found in many of the corners of Spotify.

Dr. Rock (or just
”Rock” as DSF recently referred to him as…:_)) was most likely the most excited
of our trio, as it was Rock that introduced the Dead Rabbits to the patrol. We
unfortunately didnt have to fight our way to the front, as Loppen was unusually
sparcely popluted for Friday night. The disapointed
evidently made it into the bands own perception as they played a good, but
extremely short concert.

The Dead Rabbits ; a five man (one woman) band from Southhampton, have an original sound, what I would characterize as Psych-Pop….Lighter
psychedelic rock music with a catchy pop-like rythms which gives the group an
original likeable sound. The group which
has definite influences from The Jesus Mary Chain and My Bloody Valentine
played for the most part tracks from their recently released album ”Everything
is a Lie”. Rock bought a
autographed vinlyl signed by the lead singer Thomas Hayes. In the past weeks I
have heard the album several times, and despite the poor recording quality,
most of the tracks are very good.

The band played
well Hayes´ slightly whiny, and nasal, vocal was a created a fine layer put over the
repetative, noisy guitars. I would definitely like to see them if they ever
play at Roskilde where they would have a larger audience which would hopefully
bring out a more intense experience than what was delivered at Loppen that
night.

ROCK

Joe Purdy på Loppen, søndag den 20. november

”Godt man er den indebrændte, insisterende stædige og
hårdtarbejdende rocknroll-type” – tænkte Lick, da han en sen søndag aften
trillede mod Fristaden og Loppens lavloftede fristed for byens rockelskere.
Lick forventede ikke at det ville give ekstra RNRP-procentpoint eller noget.
Men det var ingen hemmelighed at han langt om længe var sluppet gennem nåleøjet
og blevet cheftræner for Virum-Sorgenfri
Boldklubs U10 fodboldpiger. Og samme søndag fra tidlig morgen havde han pisket
pigerne frem til tre fornemme 1-0 sejre og et enkelt knebent 2-3 nederlag til
Farum i den lave efterårssol på klubbens kunstgræsbane.

Ingen tvivl om, at han var en succes for klubben og han sad
solidt i trænersædet i en benhård branche hvor det kun er resultaterne der tæller…
Licks velkendte ærgerrige og resultatorienterede attitude var indpodet og
smittet af på fodboldpigerne, hvilket straks gav pote.

Inden turen kunne gå til Loppen skulle vores (snart)
hærdebrede, urstærke og klippefaste rockven Lick, liiige gennemføre det sædvanlige
30 km’s søndagstræningspas på rulleski i Grib Skov i absolut lortevejr. Men
træning i lortevejr hærder!! Og under træningsmottoet ”Aldrig under 30 km!!”
var der kun en vej – fremad!

Således smadret i kroppen, men lettet i sjælen og
forventningsfuld ankom Lick til koncerten med amerikanske Joe Purdy. Iklædt den
gode gamle forede flannel shirt styrede den tidligere dobbelte RNRP-professor
direkte i baren, som en anden westernhelt og bestilte en flaske afkølet
pilsnerøl. Ahhh! For en stund var den sædvanlig søndagsdepression og den
kommende, faretruende hverdagsuge der stod lige for døren – glemt. Og helt blank
blev tavlen visket da store flotte Snake værdigt tjekkede ind på patruljejobbet
og indfandt sig i baren med sit faste håndtryk og solide sømandsfrakke.

Nå du gamle – “..det var noget med en amerikansk countrysanger
som på 13 år har udgivet 14 album. Ham der droppede jobbet som high school
lærer i Arkansas og flyttede til Californien for at prøve lykken og hittede så
pludselig med nummeret ”Wash Away” fordi det i 2004 blev valgt som
titelnummeret i den landsdækkende ABC tv-serie Lost(!?)”.

“Ja sgu…” “Det er ham Purdy, der med afsæt i traditionel amerikansk folk viderefører
arven fra både Woody Guthrie og en ung Bob Dylan og en Gram Parson og fortolker
genren på sin helt egen særegne facon”.

Godt nok betegner Purdy sig selv som en
”Hillbilly fra Arkansas” men ingen røvballe-country her. Purdy er en übercool,
moderne, humoristisk og værdig fanebærer for den stolte og evigt aktuelle
americana/folkemusiktradition.

Godt så – folk var ved at indfinde sig på Loppen,
stearinlysene blafrede hyggeligt ved de små borde og Snake og Lick søgte med hver sin flaske øl i hånden op mod
den ledige plads lige foran mixerpulten, da aftenens opvarmning listede på
scenen med sin guitar. ”My name is Amy – I’m from Brooklyn, NY…”. Amy var solo,
sød og pæn og havde en dejlig vokal og en håndfuld stille sange. Men
patruljevagterne blev sgu lidt i tvivl om Fyrsten overhoved ville godkende
koncerten som en RNR-koncert, da Amy fnisende forsøgte sig med fællessang og
broadwayklassikere. Samtidig benyttede Amy sig af det – ifølge Fyrsten diskvalificerende – men blandt unge musikere og J Mascis, populære trick med
loops, hvor man optager sin stemme og/eller en akkord lag på lag og lader den
køre i sløjfe som backing.

Amy så skide sød ud og gik med overalls, men hun var kedelig
fejlcastet og hun forhindrede med sine meget, meget lavmeldte sange Snake og
Lick i at småsludre og komme med ironiske kommentarer om alt og alle. Amy gav
ingen ekstranumre.

I pausen hentede Lick en ekstra omgang og vores
patruljemakkerpar rykkede en anelse nærmere scenen. . Faktisk helt op til den
træsøjle der står midt for scenen og helt op i nakken på (viste det sig…)
landets største og vildeste Joe Purdy-fan. Dvs. de sædvanlige 2-3 meter fra den
optrædende kunstner. Klokken var nu 22.50 (og husk lige på at det stadig var en
søndag aften i november) og Joe Purdy gik endelig på scenen. ”Hi Folks – I’m
from a place called America. Just
want to say that it is not all americans who wants to build walls and who use
self tan!”. En gammel slidt akustisk guitar blev slænget over nakken og Purdy
satte I med nummeret “New Years Eve”, der afsluttes med bemærkningen ”That was the
last song I wrote last year” og han forsætter med ”Kristine”, der introduceres
som ”the first song I wrote this year… about 40 minutes later….;-)”. Purdy har
humor og han er på det seneste begyndt at skrive protestsange, selvom han
tidligere mest har gjort det i ”Cowboy Songs” som han selv kalder sit tidlige
materiale.

Hele den første del af sættet var baseret på sange fra hans
seneste album ”Who Will Be Next?”. Albummet er en lang perlerække af moderne
protestsange, der kredser om et Amerika hvor noget er helt galt, men også om et
Amerika som Purdy uomtvisteligt holder meget af. Det meget smukke nummer ”My country”
er nærmest en ny udgave af Guthries klassiker ”This land Is Your Land”.

Purdy leverede en rigtig fin koncert og formåede i over 1½ time
helt at fænge den lille publikumsskare med sit intense nærvær, den kraftfulde vokal og sin rå og
upolerede folkrock. Purdy blev på flere numre akkompagneret af vennen Charlie (!?)
Jolly på pedal steel og mandolin. Jolly gjorde det virkelig godt og gav Purdys
repertoire en ekstra dybde og tyngde. ”I
fuckin’ love you – man!” udbrød Purdy, da Jolly på rekordtid skiftede en streng
på Purdys eneste guitar. En af de mange historier Purdy fortalte mellem numrene
var, at han kort før starten af sin europaturné havde haft indbrud i sit hus i
Arkansas og fået stjålet det meste af sit gear og instrumenter. Det eneste
tyvene havde ladet stå var hans gamle guitar, som nu var den eneste han havde
med på tour. Politiet mente det skyldtes at tyvene ikke havde haft plads i
bilen. Det gode menneske Purdy var dog af den overbevisning, at det måtte være
fordi tyvene havde bare en lille smule medfølelse med deres offer……

Da Purdy annoncerede sit sidste nummer var kl. tæt på halv
et og det var altså blevet meget tidlig mandag morgen. Snake og Lick nikkede
indforstået. Snake fik ”Who Will Be next?” på vinyl. Det på tide at komme hjem
i seng.

En flot aften i selskab med charmerende Joe Purdy og en smuk
visuel tur gennem den store amerikanske nat var slut. “See you Joe…!”

/Lick

Loppen 11/11/16

Pauseweekend I store-fødselsdagsmåned I den fyrstelige
familie, så Fyrsten satte næsen op efter lovede arkitekttegnede pøller hos Dr.
Rock (aka 2XP) med Smokey (aka Steffie Jones, aka Foxy), kære børn mange…
Deluxe-pølser blev det dog ikke til, Fyrsten fandt først sent energien… (de
sædvanlige dårlige undskyldninger…). Men aftalt blev det i alt fald at støde
til Rock og Smoke, som først ville varme op på et klassisk
christianshavnerværtshus, på Loppen.

Fyrsten ankom, alligevel ret tidligt viste det sig, på sin majestætiske,
trofaste sølvtonede tohjulede ganger, på Loppen. Der var meeeeget få og
meeeeget unge mennesker tilstede, og blandt dem ikke Foxy og 2XP. ”Never mind”
tænkte Fyrsten, hverken med reference til Nirvana eller ”…the bollocks”, Fyrsten
trængte alligevel til en bajer og til lidt ro ovenpå såvel det civile livs
sædvanlige arbejdshelvede og/eller fødselsdage… Så der blev tanket op og nøje/optimalt
udvalgt et bord med udsigt til scenen. Lige ved siden af sad en flok unge
mennesker iklædt overtøj, heraf en ungersvend i pels(simili jaguar-pels).
Fyrsten tænkte ved sig selv, at der var en flok fattige spanske
udvekslingsstuderende, som sikkert kun havde råd til en enkelt øl på Loppen, og
som ikke var tilpasset vores nordiske temperaturer… Der var for øvrigt temmelig
køligt, men fyrsten har som bekendt opbygget sit helt private varmeværk, og med
tanke på et utal koncerter på Loppen der har været som i en sauna, så var det alligevel
møj fint.

Der var ros fra The Rock og Steffie J. for valg af bord, da
de endelige ankom, sikkert efter at have konspireret omkring
Professor-konkurrencen (The Rock er selvindrømmet et ekstremt
konkurrence-menneske, og Steffie Jones er kendt for at benytte alle midler for
at blande sig i toppen) – og udover smiger fik Fyrsten søren’me også serveret
en øl (hvem sagde fedterøve?). Vel – spøg til side – så gik der ikke længe før
svenske Adama gik på scenen – som var et blankt blad i Fyrsten store sorte bog
over bands.

Adamas medlemmer var også møj møj unge, Fyrsten havde
bemærket dem gå frem og tilbage mod bandområdet på Loppen. Dertil var de
ekstrem korrekt klædt på i fht. en tidlig 70’er psykedelisk mode. Forsangernes
højtaljede hvide bukser manglede måske lidt trompet-vide, men
rullekrave-sweatre, halskæder og hårlængder – det var lige i øjet. De første
par numre – som var i overbevisende psykedelisk rockstil var ikke overbevisende
i kvalitet, men alligevel nok til at vores interesse forblev fanget – og ligeledes
publikum, som heldigvis var vokset til en rimelig mængde. Adama fortsatte og
spillede sig hen ad op, god lyd (som næste altid på Loppen), gode psyk vibes,
catchy kompositioner, fin instrumentering og en ganske overbevisende vokal… og masser og psykedelisk rock-guitar. Adama
var/er helt klart værd at lytte til og Fyrsten købte en vinyl til den rørende
pris af 120,- af bandet efter hovednavnets koncert – glimrende skive – som lever
op til koncerten. At Adama ikke får en top-top-anmeldelse(karakter), det
skyldes, at de ikke er sindssygt originale. De minder rigtig meget om Black Angels
og om tidligere tiders psykedeliske rock, ind i mellem tenderende til det
trivielle. Der gør til gengæld deres musik meget tilgængelig, så et vip med
kasketten og ½ (af seks) smileys fra Fyrsten til Adama.

Selvfølgelig viste det sig, at de meget unge frossenpinde,
naboerne til Fyrstens bord var Dead
Rabbits. Leopard-pelsen var formegentlig manager, og da bjørneskindshusen
kom af afsløredes røde lokker hos den kvindelige trommeslager, som ikke var
særlig spanske… mere Southampton-agtige

Grundelementerne i Dead Rabbits musik er psykedelisk rock og
støjrock – men der er meget stor variation i deres numre. Der er mest tryk/støj
på deres tidligere udgivelser (ja sorry! – de har udgivet tre albums hhv. i
2013 The Ticket That Exploded, 14’s TimeIsYourOnlyEnemy og 16’s Everything Is A
Lie). Og så vidt Fyrsten har kunnet vurdere ud fra smuglytning på nettet og
samtalen med roadie og rødhåret trommeslager og det ved sidstnævnte lejligheds indkøbte
debutalbum, så er der på det nyeste album, som har fået meget flotte
anmeldelser tendenser til at indarbejde elementer af britpop (selvsagt ikke
Fyrstens livret), men lyden er nu stadig rigtig rigtig fed – med mindelser om
The Jesus & Mary Chain, The Mission og lignede 80’er koryfæer, måske endog
Joy Division tendenser. Så ganske rigtigt – en mega fed koncert, som generelt var
meget mindre tilgængelig end Adamas, men meget mere avanceret i sit udtryk, i
kombinationen af stilarter som gør Dead Rabbits til meget mere end et
tilbagekuende kopiagtigt psykedelisk rockorkester…

Tilbage ved
anmeldelsen efter indtagelse af store mængder tacos… … det går lige lidt tungt…

Åhh vel, så runder vi af, Dead Rabbits får (af 6) store flotte
smileys – det trækker lidt ned, at koncerten var ret kort, på den anden side,
så skal vi ældre medborgere jo passe vores sengetid.

Fyrsten vender snarligt tilbage med en anmeldelse af Bob
Hund koncert, som er i morgen d. 23/11 på Professor Fyrstens yndlingsmusiksted
Loppen.

Kh. Professor, Den Sorte Fyrste

Dinosaur Jr.
9. November 2016
Amager Bio

Man siger, at der ikke gror mos på en rullesten. Hvis det er rigtigt, så var der ikke meget mos til stede i Amager Bio onsdag aften, hvor der var fornemt besøg fra Amherst, Massachusetts. Staten, hvor 61% af indbyggerne dagen inden havde peget på Clinton som ny præsident, og desuden stemt FOR at tillade marihuana.

Massachusets havde som sagt sendt deres fineste repræsentanter til Amager. Dinosaur Jr. var på besøg, og for mange af os var det juleaften.

Forinden skulle vi dog igennem et af de mest forfærdelige opvarmningsbands som Snake længe har oplevet. Navnet er glemt, men de to midaldrende tyskeres pinlige forsøg på at være friske og ungdommelige får stadig tæerne til at krølle sammen. Øv.

Der måtte et par gode julebryg til at rette tæerne ud igen. Aahh!

Udover Snake var Lick, DSF, DSFs dame, Mette, Kasper, Julie og endelig Snakes gamle kolleger Mads og Brian til stede. Man har det sku godt i venners lag.

Nu gik Dinosaur på scenen. Mascis har stadig det lange grå hår, og mindede på en sær made om Poul Kjøller. Lick bemærkede, at man spontant spejdede efter Kaj og Andrea dukker på højtalerne, som i øvrigt fuldstændigt omsluttede J Mascis. Cool.

Udover Mascis var der Murph på trommer og Lou Barlow på bas. Murph var kronraget og Lous ansigt så man stort set ikke på grund af et mega-garn der dækkede det meste af ansigtet.

Langsomt byggede bandet en imponerende støjmur op, og gamle klassikere vekslede med numre fra de seneste års plader. Vokalen gik på omgang mellem Mascis og Barlow, der supplerede hinanden fremragende. Blandingen af støjrock og catchy melodier en vinderkombi som stadig holder 100%, og på trods af alderen virkede alle tre bandmedlemmer bade tændte og til stede.

Publikum var en blanding af både unge og mere modne typer, som viser at der stadig er efterspørgsel efter den vare som Dinosuar leverer. Oppe foran kom der mere og mere gang i publikum, og langsomt blev der gang i en større og større mosh-pit foran scenen. Det rykkede i Fyrstens krop, men fornuftens stemme fortalte ham, at det var en skidt ide at gentage det legendariske stagedive fra koncerten i Vega, mange år tilbage.

Som sagt var det dagen efter præsidentvalget, og mange kunstnertyper havde sikkert benyttet lejligheden til at sige et par sandheder om Mr. Trump, men ikke Mascis. Der blev faktisk ikke mælet et eneste ord pånær et afsluttende “thanks”, da det hele var overstået.

Et af de sidste numre var Freakscene, hvor tankerne uvilkårligt gik til Ace-man, der havde meldt sig syg denne aften, hvor der selvfølgelig også var den store bagedyst i fjernsynet.

På vej hjem i Renaulten tordnede Dinosaur ud af de små bilhøjtalere mens Snake tordnede af sted på Holbækmotorvejen mod Roskilde. Dagen efter foregik altid med en svag hyletone i baggrunden som en constant påmindelse om et klassisk støjrockband, der stadig kan levere varen. Tak.