Rock'n'roll-Patrulje-Blog

Oscar Danielson, Vega, 23-02-2020

Fyrstinden havde storsindet delt sin 50års-fødselsdagsgave fra Professoren med undertegnede. To billetter til Oscar Danielson, som jeg ikke kendte.

Fyrstinden og jeg satte os så en søndag aften, et par uger eller tre før koncerten for, at benytte en af de nymodens online musiktjenester for at gøres os bekendte med Oscar. Det varede ca. 10 minutter, så var vi seriøst ved at falde i søvn… meeeget stille og meget svensk og tydeligvis noget man skulle lytte opmærksomt til – og det passede ikke til en træt søndag aften med opvask og oprydning…

Lørdagen før koncerten prøvede vi så igen at “streame” (og nej det er ikke noget frækt, det er de dersens online musiktjenester) – og pludselig dukkede der nogen rart, varm og lidt genkendeligt op, eller ud, af “bluetooth-højtaleren” (red. en teknisk konstruktion som spiller musik ud af en højtaler, som er forbundet til “streamings-tjenesten” via en “blå tand” som udsender stråler, som omsættes til et digitalt signal (nuller og et-taller), som igen omsættes til svingninger ved hjælp af højtalerens magneter. Hvilket i sidste ende kommer til udtryk som lyd/musik).

Vi var altså svagt optimister, omend sædvanligt trætte, søndag aften, da Professor og ledsager kom til lidt stille opvarming med et glas hvidvin og en købepizza.

Og optimismen blev ikke alene belønnet, den blev overgået eksponentielt multiplusificeret (som Pippi måske ville have sagt). Ikke alene lukkede Oscar Danielson os ind i et dybtfølt personligt univers, fyldt med smukke rørende relevante fortællinger. Nogle sarkastiske, nogle filosofiske og nogle bare hverdagsagtige eller sjove.

Og når det indimellem og i længden blev lidt svært at koncentrere sig om det svenske, så varede det ikke længe før mr. Danielson omfavnede os med små historier, kommentarer og gimmics som medførte med smil, grin og deciderede latteranfald. For Danielson har en sjældent stor selvironi og turde behandle selv sine mest følsomme og rørende sange med distance og humor. Dertil en dejlig, næsten genert attitude når hans synes at vi, publikum, gav lidt for overdrevne bifald.

Jeg husker ikke, at der skulle have været et dårligt eller kedeligt nummer, og siden koncerten har jeg hørt så meget som muligt af hans musik. Største problem ved det er, at en række af hans sange rør mig så meget, at jeg er tæt på at begynde at græde… (og så er det ikk’ engang løvn!).

Ocsar, jeg køber dine nye vinyl og den opsamlingsvinyl du har udgivet… og falder jeg over dine cd’er på loppis – så vil jeg overveje at bryde mit princip og ikke kun købe vinyl.

kh
WASP The Crusader

Stimen af halvtresårsfødselsdage og gaver er startet, en gammel Roskilde-dreng fyldte i december, og gaven blev to billetter til Die Nerven med opvarmning LeVent. Dobbelt held var det at koncerten var i aftes d. 23/2 hvor det danske melodigrandprix blokerede TV’et.

Die Nerven og LeVent, loppen 23/2/2019

Eders udsendte reporter nåede at få opdateret bagkataloget og genhørt Die Nervens to første skiver, og fik mønstret en vis begejstring og forhåndsspænding. Både Fun (2014) og Fluidum (2012) er fede fede albums som jeg hørte ret meget omkring Roskilde Festival 2014, hvor Nerverne optrådte på Pavilion. De har dog ikke ligget i fast rotation, og det er der jo mange grunde til, men helt familievenlige er Die Nervens musik ikke… (hårdtslående tysk hardcore/punk, med mindelser om Joy Division’s skarphed og … f.eks. METZ’s hårdhed).

Jeg nåede såmænd også lige at høre 4-5 numre af LeVent på Spotten’ og omend det lød fint nok, så besluttede jeg, at pladepenge skulle bruges på Die Nerven, hvis der var udgivet nyt og ikke LeVent. Jeg nåede også at tænke, at det halvsene aftalte mødetidspunkt, kl. 21 var fint, det gik nok an at misse lidt LeVent…

(Fluidum 2012)

Selvfølgelig gik ingen bands på kl. 21… hvor gammel er man lige når man tror det, og hvormange koncerter har man så set på Loppen?!? Men om ikke det viste sig at være et stort held. Der blev både tid til at snakke med fødselaren, tanke lidt op på Thy-øl og undren/glæde over at Loppen ikke var over-proppet med mennesker. Jeg tror at Loppen har ændret på antal tilskuere de lukker ind og der er flere borde længst inde, god ting!!!

LeVent er en (tysk) trio, som ut. ej før havde hørt om, men mens jeg skriver dette og små-researcher samtidig, så får jeg svar på et spørgsmål jeg stillede mig selv i aftes; hvordan og hvorfor jeg ikke før havde hørt, hørt om, eller set forsangeren/guitaristen (og bassist?), Heike Rädeker?!?! Min undren kom af, at hun var virkelig, virkelig god og ikke helt ung, og musikken bare lige den slags man kan li’. Men realiteten er at jeg godt kender hende, bare ikke hendes navn. Rädeker var en del af det fede dansk/tyske støjrock band 18th Dye, som albumdebuterede i 1992, og som senest i 2008 lavede det lille mesterværk Amorine Queen. Og sammen år spillede de en glimrende, af publikum overset, koncert på Roskilde.

Meget hurtigt forlod vi stolene ved det ellers velplacerede bord, Levents musik trak bare helt af sig selv én op til alteret, og så blev der ellers hugget løs – der var bare helt vildt fedt. Stereolab møder She Keeps Bees, møder Breeders, møder 18th Dye. Hyponotiserende, snerrerende, smukt, hårdt, følsomt… Ja, det skal høres og også gerne ses.

Vi fik lov at nyde det i ca. 45 min og min beslutning om brug af plade-penge var omgjort. Det resulterede i LeVents 2017 debut, som jeg strategisk smuttede hen og købte af den anden bassist, Maryna Roussa, mens Die Nerven stadig spillede. Efter én gennemlytning er min dom, at havde jeg kendt den i 2017, så kunne den nok være havnet i årets top 5.
Smuk plade, smuk koncert.
WASP giver 5 af 6 smileys

Die Nerven gik på – og fy-da-føj hvor kan de knægte spille punk. Som tidligere nævnt er det på den knivskarpe måde hvor selv den mest hvinende guitarlyd er bevidst og kontrolleret, eller sådan virker det i hvert fald på undertegnede. Og førnævnte kunne udgøre en kritik, er det så (god) punk? Ja, det er det über-drevet fed hardcore punk, hvor de ofte velkomponerede nuancerede numre på den ene side er hits i min bog, og på den anden side de mere enkle numre, skrigehals og hårdtslående… tilsammen giver et ærligt, ægte punkudtryk, som jeg virkelig synes er fedt. De tyske tekster afskrækker sikkert mange, øv for dem – få Jeres skole- og kulturopdragelsespenge tilbage. Jeg synes det er et stærkt, smukt men selvfølgelig også misbrugt sprog…

Skår i glæden, er for stærkt et udtryk, … men de unge herrer er selvfølgelig ved at få slebet kanterne lidt af. Og det manifesterede sig dels i deres sceneoptræden og interaktion med publikum. Meget af koncerten var der sket ikke plads til applaus mellem numrene – og det passer egentlig fint til det dystre, smertefulde, indimellem næsten dystopiske lyd- og tekstbillede som Die Nerven maler. Det smerter mig at sige det, men undervejs i koncerten synes jeg, at der gik lidt for meget showmanship og småkomik i den. Og det ærgrer mig, for selv punkere og wannebees som mig har brugfor sjov og glæde… Men det blev trukket for langt ud, grænsende til det pinlige og resulterede ikke i de ønskede publikumsreaktioner, men istedet i småirriterende og malplacerede samme. Well, lad os kalde dét for en skønhedsplet på en ellers rigtig fed koncert. En koncert, hvor der blev gået til stålet, danset pogo og hvor både publikum og band hvor fuldt ud tilstede – en absolut god oplevelse.

Die Nerven får 4 og en halv smiley af de seks mulige
1/2.

Og P.S. Jeg skal uagtet kanter eller ej have checket Die Nervens nye 2018 skive “Fake” ud også, og Die Nerven har fået lov at præge bloggen her som nyt top-banner.

kh
WASP
Wookiee Alabama Sort Phyrste.

Hamilton
Leithauser

Lille Vega d. 1.
marts 2017

Som en myresluger
på fråderen har Snake i et halvt år pisket rundt og forsøgt at suge point til
sig inden den store professorkonkurrence. I aften var sidste chance for at
høste lidt koncertpoint, og de skulle leveres af ingen mindre end Hamilton
Leithauser, tidligere frontmand i The Walkmen. Hamilton har en trofast lille
fanskare, så der var udsolgt i Lille Vega. Udover Snake og damen var også Mr.
og Mrs. Honduras (aka Jo og Klaus) tilstede i salen.

Hamilton er dog
vant til fyldte koncertsale. Ugen inden koncerten i Lille Vega havde han givet
tre udsolgte koncerter på hjemmebanen i New York. Og nu var han klar til Vega
og Snake.

Hamilton er aktuel
med skiven “I had that a dream that you were mine”, som både Pitchfork og NME
har udpeget til en af de fedeste stykker vinyl i 2016.

Både tekst og lyd
bevæger sig meget rundt i det gamle velkendte univers fra The Walkmen, der kan
karakteriseres som cool tilbagelænet rocknroll i sort-hvid.

Mellem hver sang
var Leithauser smilende, og havde masser af humor. Inden han gik i gang med det
fede nummer “The Bride ‘s Dad,” gav han f.eks. en fin lille historie
om et bryllup han deltog i, hvor brudens far begyndte at synge og blev
overvældet af følelser over sin egen præstation, mens alle andre bare håbede
han ville slutte. Sådan var det ikke med Hamilton. han måtte hjertens gerne
fortsætte natten ud.

Med nummeret
’Rough Going (I Won’t Let Up)’ satte Hamilton for alvor festen på skinner med
sin doo-wop-drevne kækhed, mens den smukke ’In a Black Out’ blev dekoreret med
et lifligt, men meget diskret placeret korparti, og en guitarlinje, der var hentet
direkte ud af en Johnny Cash-skæring fra 50’erne. Klaver og banjo satte Leithausers blide smukke sangforedrag i
scene på ’Peaceful Morning’ (det vil sige lige indtil
Leithauser igen finder raspen frem!). Fedt! Lækkert! Og publikum var
glade. Der blev kvitteret med alenlange klapsalver fra den eksklusive skare.

Meget af aftenens
succes skyldtes uden tvivl det seje backingband. Bassist Greg Roberts og
trommeslager Steve Patterson (begge del af Brooklyn bandet White Rabbits) plus
Eric Harvey (Spoon) – der spillede keyboard samt guitar på “11:00 Friday
Night,” . Bandet bevægede sig nemt fra folky vals til mildt anspændt
indierock med. Imens holdt Leithauser rytmen på akustisk guitar.

Det var en
fantastisk, men alt for kort koncert, hvilket måske var godtnok i betragtning
af, at Snake skulle op næste morgen klokken 5.00 og med morgenflyet til Berlin.
Sådan er livet i overhalingsbanen. Fedt, men hårdt.

Det luner dog, at
der ligger en professortitel i nær fremtid til Mr. Snake.

Lick havde ellers prøvet meget på rockfronten. Men han havde
aldrig før været i Bremen. Hverken til teater, striptease, stand-up eller
koncert.

Men en gang skulle være den første – så sidste onsdag
luskede Lick og damen og spindoktor Kasper ind ad dørene til Simon Spies gamle
hotel Mercur bygning, ind under en kæmpe fotostat af den afdøde levemand og
rejsekonge og et par etager ned i kælderdybet til den smadderlækre bar og de
velourpolstrede sæder i Bremen.

Aaaahhh. Relaxing time…. 2 x opvarmning (prøv at tjekke
Pheobe Bridgers ud – hun er lækker og synger godt. Hun kommer vi til at høre
mere til…) og så var det tid til aftenens hovednavn.

Da Lick til RNRP-julefesten fortalte Dr. Rock at han skulle
til koncert med Conor Oberst kvitterede den tidligere RNR-professor aka TORRNP
med at hans syntes Oberst var et ”Asshole”. Således opstemt og med
forventningerne skruet i vejret kunne Conor Oberst gå på scenen. Og lad det
være sagt med det samme. Han var IKKE noget røvhul. Han var både sej, cool,
dygtig og meget åbenhjertig – og frem for alt: ægte!

Den tidligere frontfigur for musikkollektivet Bright Eyes, Conor
Oberst optrådte halvakustisk og var meget personlig den onsdag aften i januar
foran noget så sjældent for Lick som et siddende publikum i den hyggelige sal i
Bremen.

Den første halvdel af den udsolgte, intime koncert havde den
Nebraska-fødte singer-songwriter viet til stort set at spille hans seneste
skrabede, minimalistiske grublerier af et album ”Ruminations” i sin helhed.

Conor Oberst gjorde et stærk indtryk med sin vibrerende,
nærmest skælvende vokal og forsøgte ikke på at dække over den usikkerhed,
smerte og ensomhed der er sammenvævet i albummets tekstunivers.

Ofte sang Oberst som om han svedte nattens rystelser ud.

Oberst gjorde på forunderlig vis det tematiske sæt til et langt
udvidet tonedigt bestående af sparsomme bøhmiske rapsodier.(!!)

Lick havde naturligvis på forhånd sat sig ind i Conor Oberst biografi og
forstod straks at de følelsesmæssige udgydelser stammer fra en række
begivenheder, der har rystet Oberst’ karriere.

I slutningen af ​​2013, anklagede en kvindelig fan ham for
voldtægt i et indlæg på nettet.

Påstanden blev efterprøvet ved retten og resulterede i at
anklageren måtte udstede en undskyldning. Men skaden var sket for Oberst’
omdømme.

Kort tid efter anklagen om voldtægt røg den dengang 36 årige
Conor på sygehuset med en cyste i hjernen og forhøjet blodtryk, hvilket fik ham
til at aflyse den planlagte tur med Desaparecidos – et af hans mange
sideprojekter.

Det var i det hele taget ikke nemt at være Conor Oberst i
den periode….. og hændelserne gjorde at Conor flyttede fra Manhattan til sin hjemby
Omaha for første gang i næsten 15 år.

Det udløste den mest ærlige, rå musik, han havde skabt siden
begyndelsen af ​​2000’erne med Bright Eyes, hvilket pt. er kulmineret med
udgivelsen ”Ruminations” der er indspillet live på bare 48 timer!

Koncerten igennem roterede Oberst mellem klaver, akustisk
guitar og mundharmonika og kun ledsaget på scenen af en bass-spiller på noget
så sjældent som Fenders misfoster af en 6-strenget bassguitar fra midt-60’erne.

Koncerten varede mere end 2 timer – og man fornemmede hele
koncerten igennem at Oberst har et stort og trofast, fanatisk publikum i DK.
Der var rigtig god stemning i Bremen.

Koncertens højdepunkter var: “Gossamer Thin” – et episk
tonedigt hvor hovedpersonen Waltzing søger tilflugt i en række flossede
omstændigheder af utroskab og kaos. Også nummeret “Counting Sheep”,
der formulerer en sonisk rammefortælling om børns opfattelse af død og
sindssyge. Den sørgmodige ballade “Double Life” der skildrer håbet om
en bedre tilværelse på trods af en dyb kløft og brudte løfter.
På den blues’ede “You All Loved Him Once,” konfronterer Oberst skuffelsen
samtidig med at han langer ud efter samfundets vægelsindede adfærd.

Kæft mand! Lick har lyttet til “Ruminations” mange efter den
koncert. Det er en stille skive, men en fed skive – giv den en chance!

Og så blev Lick ekstra begejsret da Oberst krydrede sin egne
numre med coverversioner af The Replacements ”Here Comes a Regular” og Gillian
Welchs ”Everythng is Free”.

Tak for en god aften. Lick er stensikker gæst næste gang Conor
Oberst er i byen.

/Lick

Loppen 23/11/16

Havde misset release-party på Bob Hunds nyeste album
”Dödliga klassiker” på Warpigs i Kødbyen i september (her gik man og troede, at
man følger med i hvad der kommer af musik, og så misser man en af sine største
favoritter… Værre, at man så heller ikke når at opdage, at der så er koncert
med samme på favoritmusikstedet, Loppen… Reddet af klokken af den lige så
hurtigt udsolgte ekstrakoncert d. 23. november, som man lige akkurat har held
til at sikre sig to billetter til (;o).
Heldigt var det også, at forkølelsen som havde lagt stort set hele
familien ned, undtaget Fyrstinden, lige nåede at lette, så koncertdagen blev en
arbejdsdag og koncertaften */ **

Har egentlig lyst til at skrive en lidt om ”Dödliga
klassiker”, som Fyrsten i øvrigt havde ønsket sig og fik af Fyrstinde i 50års
fødselsdagsgave, men tænker at jeg prøver at skrive lidt ind undervejs. Man har
jo ofte oplevet, at koncerter som altovervejende er en præsentation af nye
albums ikke bliver de bedste. Sådan en koncert var det for det første ikke, for
det andet, så er albummet et glimrende et af slagsen, selv i sammenligning med
Bob Hunds tidlige ”klassiske” albums. Koncerten bestod af en rigtig god
blanding af nye og gamle numre kombineret med et veloplagt band med en meget
veloplagt forsanger (Thomas Öberg), som syntes i storform.

Vi havde besluttet, at vi ikke behøvede at høre opvarmningsband
(solist), og at vi trængte til at tage den med ro. Dørene åbnede kl. 20.30, så
efter lidt snak frem og tilbage aftale enedes fyrsteparret om at ankomst kl.
21.30 var sikkert nok. Så vi nåede favoritindiskrestaurent og ankom lige da
bandet gik på (men det var altså opvarmings-elektronisk der gik på ca. 21.30),
så vi fik en time til at gå med at kigge på den medbragte live-tatoo-artist,
som fik lavet rigtig rigtig mange: – og Fyrsten drak én enkelt øl.

Vi placeredes os i tilpas god tid til venstre for scenen, længest
væk fra indgangen. Loppen er træng når der er udsolgt, men det virkede som om
mange havde tænkt sammen placerings-tanker som os, men det gik – vi havde begge
fin udsigt til scenen. I hvert fald indtil meget høje, meget unge mennesker
synes de skulle klemme sig lige en meter længere frem, lige ind foran os… hvad
gør man… ikke noget selvfølgelig, sådan er det jo bare, i hvert fald indtil
koncerten er i gang, men skide-irriterende alligevel.

Bob Hund startede med ’Underklassens clown’ fra det nye
album. Thomas Öberg var iklædt den sædvanlige maske – og der var fuld fart på
fra starten og publikum var fuldkommen på. Men ikke mærkeligt for Thomas Öberg
stod jo, som det er på Loppen, helt oppe i ansigtet på publikum og med hans
intensitet og konstante samspil med publikum, så skulle man være en död
stockholmere, eller värre, for ikke at leve sig fuldkommen ind i Bob Hunds
univers – lige fra første strofe. Ungersvenden som ikke havde lært at tage
hensyn… som klemte sig ind efterfølgende og nær havde giver Fyrstinde en albue
i ansigtet… han røg heldigvis helt ind foran scenen (Gud fri mig at tænke på
hvordan man selv har opført sig i årenes løb til koncerter, håber det har været
lidt mere hensynsfuldt…)

Jeg kan ikke huske sætliste (ikke rækkefølgen), men kan
huske mange af numrene, og setlist.fm *** har listen fra Studenterhuset i
Aalborg fra to dage efter Loppen – og den ligner meget godt hvad jeg husker så
næste nummer var ’Ska du hänge med’ fra 2001’s ’Stenålderen kan Börja’ –
uptempo, positivt rocknummer, Fyrsten tolker at det handler om samvær og lad os
gå ud og ha’ det sjovt sammen. Nummeret blev vistnok efterfulgt af den nye
plades ’Hollywood’ som er en kærlighedssang – man skal meget svært igennem – og
i Hollywood ender det hele så godt. Så langt lyder
det måske lidt banalt, men som kendere af Bob Hund vil vide – så er det alt
andet end banalt når B.H. tager emner under behandling. Der er seriøs dybde og
overvejelser bag – om end nok pakket ind i masser af humor, humør og intens
musikalitet af meget varieret type (og ja type bestemme Bob Hund det vil jeg
undlade at forsøge – tror måske nok det er et af bandets største særkender – de
vil ikke (og kan dårligt) sættes i bås. Professoren, som jo elsker at
analysere, havde tænkt på om labelen ekspressionisme (ekspressionistisk rock)
kunne bruges, men det synes jeg faktisk er en halvskidt betegnelse (onde tunger
ville nok synes, at Fyrsten leg med brug af billedkunst-kategorier er en
halvskidt idé generelt). Der er alt for mange lag i Bob Hund til ekspressionisme,
så måske er vi ovre i noget i retning af ’mixed arts’… hvor der tapetseres,
males, klattes med ler, bruges udklip osv. osv. – og det billede der kommer ud
af det emmer af:

Skævhed, demokrati, nærvær, relevans, deltagelse, inklusion, medlevelse, gensidighed, aktivitet, liv, (med)menneskelighed,
tolerance, stillingtagen

Vi fik også spillet ’Revolution’, som er mere direkte
politisk end andre sange (om ikke en opfordring til revolution, så en undren
over hvorfor den deterministisk forventede revolution lader vente på sig…). Fantastisk
personlige ’Tralala lilla molntuss, kom hit ska du få en puss’, hvor forholdet
til omverden (fra et barns synspunkt) er at alle andre ved at tingene vil ske ”alle utan jeg vet hur det skal gå”… …
…

Loppen sydede og der blev danset og hoppet igennem (pogo a la
carte). Öberg inddragede publikum både på traditionel vis som kor, men også som
mikrofonholdere og som medhjælp til afklædning og … hvad ved jeg. Fyrstens bentøj var udfordret trods de gode
bjergløbesko osv. Men for faen’ hvor var det fedt. Öberg var ’in our faces’ i
bogstavelig forstand på en forstærker, frem og tilbage på den lille scene,
allestedsnærværende med øjenkontakt til mig, dig og hin.

Bob Hund var gået på 22.30 – og allerede efter 3-5 numre begyndte
Öberg at tale om at koncerten var slut. Men der var gået en time og ti minutter
før bandet gik backstage, efter at have nået rigtig flot rundt i (noget nær) alle
albums. Men det kunne publikum ovehovedet ikke acceptere, så der blev klappet,
hujet og stampet igennem, så bandet snart igen stod på scenen. Thomas Öberg gik
straks igen i kødet på publikum – og satte skarpt på plads at ”det er vi(os/dem/bandet,
red.) som bestämmer”, velvidende, at Bob Hund da var/er fuldstændig demokratisk
solgt til publikums stanglakrids (et fuldstændig uforståeligt billede) – altså at
nok bestemmer Bob Hund hvornår der skal stoppes, men det gør publikum også både
i positiv og negativ forstand. Öberg brugte det til at minde os om, og opfordre
os til deltagelse i samfundsanliggender. Og det er specielt stærkt når det
kommer fra – og til – de mere skæve eksistenser som Bob Hund og deres fans som
jeg stadig mener, står for Skævhed, demokrati, nærvær, relevans,
deltagelse, inklusion, medlevelse, gensidighed, aktivitet, liv, (med)menneskelighed,
tolerance, stillingtagen – elementer som i alt for lille udstrækning er
tilstede i vores samfunds besluttede fora…

Da Bob Hund havde spillet tre skønne ekstranumre, som alle
fortjener hver deres anmeldelse, ’Jeg er
inte arg’, Din Piñata og ’Ett fall och en lösning’. Sidstnævnte – drømmer jeg
om – både er en kommentar til Rolling Stones ’Satisfaction’ (uttlösning) – og bandets
måde at lege med ord og billeder på i en samfundskommentar med opfordring til
at finde nogle løsninger (men det kan sagtens bare være, at det er i mit lille kønne
fyrstehoved).

https://youtube.com/watch?v=PDRYBlKm-BA%3Ffeature%3Dplayer_embedded

Fyrsten var rimelig træt i benene og Fyrstinde ligeledes –
og vi troede faktisk det var slut med de tre ekstranumre, så vi gik i tøj-kø,
men nej. Publikum fik fremkaldt Bob Hund igen og det blev i hvert fald til tre
numre yderligere: Brooklyn salsa (fra den nye), ’Tinnitus i hjärtat’ (2001) og ’Jeg
rear ut min själ’ fra 1998 mesterværket af et album af samme navn, sidstnævnte
hørte vi mens vi satte os op på jernhestene kl. 00.10 – det er sgu da OK for en onsdag aften

Bob Hund får af seks mulige smileys. For at komme op på
den sjette, så skulle musikken have været leveret med lidt mere skarphed.

Kærlig hilsen

Rock’n’roll Professor Den Sorte Fyrste

Nu med 10 pointgivende anmeldelser i Professor 2016(17).

* Fuck de hverdagskoncerter, på trods af at Fyrsten kun drak
én øl under koncerten (amager/sværger), så er man sgu træt dagen efter…

** Og Fyrsten klarede lige en arbejdsdag torsdag og måtte så
overgive sig til forkølelsen og ondt i halsen (og kan, endnu, glæde sig over,
at opkastningsdelen af ungernes sygdom, som ligeledes er genopstået, ikke har
ramt Fyrsten)…

*** http://www.setlist.fm/setlist/bob-hund/2016/studenterhuset-aalborg-denmark-23fba807.html

Joe Purdy

Loppen den 20. november 2016

Det var en kold, mørk og blæsende novemberaften. Forude ventede endnu en uge med 37 timers kontorarbejde, 49 timers søvn, 7 timers aftensmad og 3 timers Champions League. Om bare fem måneder ville det blide forår banke på døren med lyse nætter, sol og opvarmning til festivalen. Men lige nu var det som sagt mørkt og koldt, og festivalen havde lige lanceret Fucking Foo Fighters som hovednavn (sic!).

Snake havde umiddelbart mest lyst til at kravle under dynen og vente på foråret, men på natbordet lå en billet og kaldte. Den var købt for længe siden, og gav adgang til en koncert på Loppen med amerikaneren, Joe Purdy. Måske kom foråret tidligt i år.

Med et brøl fra den voldsomme 1,8 liters benzinmotor forsvandt den 12 år gamle Renault ind i natten. Kurs mod Loppen, hvor rockfætter Lick ventede. En sms røg af sted: “Forventet ankomst 21.15”. Svaret kom prompte: “Me tambien”. Pulsen steg. All fired up, and ready to go!

Præcis klokken 21.12 gled Renaulten på plads i parkeringsbåsen på Bådsmandsstræde, hvor Snakes morfar mange mange år tidligere havde gjort tjeneste i hæren, som chauffør for en oberst, hvis navn ingen husker længere. Tre minutter senere skridtede Snake selvsikkert gennem døren til Loppen, afleverede billetten, fik stemplet armen og trykket hånd med Lick, der ventede i baren. Det skulle nok blive en god aften.

Mens Snake gik i garderoben købte Lick en omgang iskolde Økologisk Thy Classic, og da den første slurk kølig øl løb gennem svælget faldt skuldrene ned og mundvigene røg op. For f…. det smagte godt.

Nu var vi klar til Joe Purdy, men først var der selvfølgelig opvarmning. Det var en lille dame i smækbukser. Amy Vachal var navnet, og hendes optræden kom desværre til at hænge lidt vel meget på hendes kønne udseende, og knap så meget på de musikalske gaver. Uden tvivl meget charmerende, men måske også lidt for sød og lillepigeagtig. Særligt da hun forsøgte at arrangere fællessang blandt de knap 50 fremmødte publikummer, mens hun kvalmende sødt kvidrede evergreenen “Dream a little dream of me”. Amy er 27 år gammel, og hendes største bedrift består i en semifinale i det amerikanske talentprogram “The Voice”, hvor hun havde Pharrell Williams som coach. Så meget for talentprogrammer.

Det skulle dog ikke være sidste gang, der blev arrangeret fællessang den aften. Mens Amy listede af, og Lick gik toilettet, smuttede Snake i baren efter endnu en gang Øko pilsner.

Nu var det blevet tid til Joe Purdy. Singer songwriteren fra Arkansas, der er mest kendt som leverandør af sange til flere mindre TV-serier og en enkelt reklame for Kia. Når sandheden skal frem er det dog nok de færreste, der kender den sympatiske amerikaner.

Han kom på scenen iført fuldskæg og en mørkeblå arbejderkasket som den Bob Dylan bærer på coveret af sin debutplade. Kasketten er ikke det eneste som Joe Purdy har tilfælles med den nyligt kåret nobelprismodtager. Begge kunstnere er formidlere af en gammel musikalsk arv, der har tråde tilbage til både Woody Guthries protestsange, men også den gamle cowboytradition, hvor guitar og mundharmonika bruges til at udtrykke sorg over tabet af en kvinde eller længslen efter the good old days. Joe nævnte da også flere gang, at han skrev cowboysongs, og en enkelt sang hedder kort og godt “cowboysong”.

Som person og kunstner er han lidt i familie med engelske Billy Bragg som han da også har optrådt sammen med på The White Water Tavern i Little Rock, Arkansas.

Det nyligt overstået præsidentvalg gik ikke ubemærket forbi. Der blev fyret flere bredsider af mod Trump, og flere af Joes numre adresserer direkte splittelsen i det amerikanske samfund. Lyt f.eks. til nummeret “Maybe we all get along someday” med de indledende linjer:

“There’s a man who wants the White House

for his personal TV show

wants his face on all the money

wants his name on all the roads

Says he can make us great again

Says that he knows how

He’s gonna build a wall big and tall

and kick everybody out”

Joe Purdy er ikke en deprimeret hængemule, selvom flere af hans sange med hans egne ord er “real downers”. Han er en vittig fyr og jokede flere gange med hans sidekick, “Jolly” Chris John Hillman, som Joe mødte da han turnerede med Billy Bragg. Jolly spillede bl.a. en fed pedalsteel på flere numre i løbet af aftenen. Som Purdy sagde: “Im a Arkansas hillbilly through and through”.

I løbet af aftenen kom vi igennem flere super fede numre. Her skal bl.a. nævnes New Years Eve, Kristine, War Dogs og Canyon Joe. Det var et intenst sæt. Lick og Snake stod en meter fra scenen og sugede hver en akkord og hvert ord til sig. Helt foran scenen havde Nordeuropas største Joe Purdy fan en fest uden grænser. Han sang højlydt med på hver en strofe og benene eksede under ham, hver gang Joe Purdy bemærkede hans flotte engagement.

Joe fortalte om sin seneste plade, “Who will be next”, som han først havde skrevet med, hvad han kaldte “a sharp tongue”. Inden han indspillede pladen holdt han nytårsaften hjemme i Arkansas, og sad oppe til klokken fire om morgenen, mens han talte med sin mor om verdens tilstand. Hun gav ham det råd at behandle folk pænt. Hvis man gerne vil have en bedre verden må man starte med sig selv. Moderen er skolelærer, og det var tydeligt at Joe har stor respekt for sin gamle mor.

Efter snakken med moderen tog Joe tilbage til Californien, og skrev hele pladen om igen. Denne gang fik den en mere forsonende tone, og hele pladen er dedikeret til Joe Purdys mor.

Som nævnt fik vi endnu engang fællessang udover den som opvarmningen, Amy, præsterede. Denne gang var det Purdy, der førte an. Han bad os synge med på et alenlangt omkvæd som ingen var i stand til at huske, men Purdy tog os i hånden og, med tungen i kinden, trak han os gennem en smuk fællessang. Smukt.

Efter koncerten kastede Snake 140 kroner efter vinyludgaven af den nye plade, der er lavet som gatefold.

Ganske vist var klokken 00.30 da Joe Purdy takkede af til massive klapsalver, og Snake gik bevidstløs rundt det meste af mandagen, men skide vær med det. Foråret var kommet.

Dead Rabbits –
Loppen, 11th of November

Another Friday
evening spent with some members form our exclusive man-club.

The anticipation
for the Dead Rabbits concert were high, due to the fact that the last time Foxy and the
Doctor were alone out-on-the-town it was when we saw Pavement at Loppen, which both Fox and Rock judged to be one of the best live concerts EVER.

Hard to beat but
a good night it turned out to be. Foxy showed up a bit early at Fingerbøllet,
so when I arrived the glass of IPA was nearly finished and there was a fresh
cigarette bud in the ash-tray. Time flies when you are having fun so before we
knew it, it was time to move ourselves from our comfortable seats at bar to our
old-time friend Loppen.

At the last minute
Alabama (DSF) got in on the action and had reserved a front row table to watch
the warm-up band Adama. Adama, a northern Swedish band is without a doubt a neo-psychedelic
band, but unfortunately not one of the most original. The lead singer, Idan
Cheaproot, outfit was proof of this…a few more beers and misplaced glasses and
one could mistaken Idan for Robert Plant at a distance. The music wasnt bad,
but actually seemed so familiar that it uninteresting. With that said live
music is in almost all cases good for the mind and soul, so we sat there with
our Loppen beers and enjoyed the predictable but well delivered tracks. Idan
voice fit well into the music but again resembled ”the psych sound recipe”
which can be found in many of the corners of Spotify.

Dr. Rock (or just
”Rock” as DSF recently referred to him as…:_)) was most likely the most excited
of our trio, as it was Rock that introduced the Dead Rabbits to the patrol. We
unfortunately didnt have to fight our way to the front, as Loppen was unusually
sparcely popluted for Friday night. The disapointed
evidently made it into the bands own perception as they played a good, but
extremely short concert.

The Dead Rabbits ; a five man (one woman) band from Southhampton, have an original sound, what I would characterize as Psych-Pop….Lighter
psychedelic rock music with a catchy pop-like rythms which gives the group an
original likeable sound. The group which
has definite influences from The Jesus Mary Chain and My Bloody Valentine
played for the most part tracks from their recently released album ”Everything
is a Lie”. Rock bought a
autographed vinlyl signed by the lead singer Thomas Hayes. In the past weeks I
have heard the album several times, and despite the poor recording quality,
most of the tracks are very good.

The band played
well Hayes´ slightly whiny, and nasal, vocal was a created a fine layer put over the
repetative, noisy guitars. I would definitely like to see them if they ever
play at Roskilde where they would have a larger audience which would hopefully
bring out a more intense experience than what was delivered at Loppen that
night.

ROCK