Rock'n'roll-Patrulje-Blog

I min evindelige vinyl-loppejagt, faldt jeg over The Mamas & The Papas single “For The Love of Ivy”, og tænkte straks om Gun Clubs version mon var et cover… Lidt søgen senere faldt jeg over de snart gamle kendinge Japandroids, som det viste sig har lavet et cover med samme titel. Titlen viste sig at stamme fra en film med Sidnet Portier, med musik af Quincy Jones, hvor soundtracket er tilsvarende benævnt, næsten enslydende hedder det “For Love of Ivy”. …

I hvert fald har jeg nys købt Japandriods 2012 album Celebration Rock hvor nummeret er på, i Gun Clubs version.

Men hvem er Ivy?
Celebration Rock er lige præcis som jeg husker Japandroids da jeg forlod dem, engang efter/omkring Celebration Rock. Jeg synes deres første album, Post-Nothing fra 2009 var rigtig fedt, men var ikke vild med lyden derefter… (Lur mig om ikke Celebration Rock ligger i cd-samlingen i kælderen, eller måske fik jeg hørt nok hos Patrulje-kollegerne, som ofte har spillet Droiderne?!?!). I hvert fald, så er For The Love of Ivy det eneste rigtig gode nummer på pladen. Resten har lige lidt for meget college-lyd for undertegnede, selvom Japandroids er canadier og ikke amerikanere… Nok derfor kunne jeg få den flotte hvide 180g vinyl, gatefold med 24 siders booket for 110kr…

WHO the fuck is Ivy?!?
Nu skal der laves fiskedeller, ellers få jeg en vis legemsdel på komedie,… så original Ivy er hovedperson i en film jeg ikke har set. Mamas Ivy ikke den samme som Quincy Jones, og heller ikke dem samme som Gun Club’s. Men Gun Club’s Ivy – er det mit bedste bud – har noget at gøre med The Cramps Poison Ivy (?!?). Kid Congo Powers fra The Cramps havnede nemlig i Gun Club, muligvis også Poison Ivy, det ligner i hvert fald hende på Coveret til Dance Kalinda Boom,livealbummet fra 1985.

Kh
WASP

1. Courtney Barnett – Tell Me How You Really feel
– Årets klart mest spillede album på Hjertebjergvej 2. Godt hjulpet på vej af Asta der er stor fan af Courtney og som har albummet i knaldrød vinyl. Håber det giver lidt credit. Dejligt lige på og hård rock. Forrygende tekster, masser energi og en fed fed guitar sound. Shit – jeg nød den koncert i Vega. Dejligt at være til en larmende og svedig rockkoncert fremført af en 31-årige ung kvinde og ikke gamle rockswingere på +60 år!!!

2. Gorillaz – The Now Now –
Er Lyden af den brandvarme sommer 2018. Drinks og bølgeskvulp og sol sol og atter sol. Produceret og indspillet i LA. Det høres. Men stadig styres showet af vores londonven Deamon Albarn og hans fantastiske musikalitet, nysgerrighed og coolness. Elsker bare den gut og har inviteret ham til min 50 årsfest. Nogle patruljemedlemmer bliver sikkert skræmt fra vid og sans af Gorillaz elektroniske sound og beat. Men lyt godt efter. I de fleste af numrene lurer en frisk lille punk og eller indiemelodi. Og Albarn ER bare rock n roll. Det ved enhver. Vil aldrig glemme deres show på RF18 alle mand iført Three Lions jerseys og især den dramatiske afslutning med scenestyrt under glansnummeret Clint Eastwood. Wauw. Lick er fan!! Hvis I ikke orker hele det vidunderlige album så lyt til Tranz eller synk dybt i trance og melakoni til Magic City eller One Percent. Cheers!

3. Courtney Marie Andrews – May Your Kindness Remain
– Lick er en hund efter rå, melankolske og sexede country sangerinder. Og sådan en er CMA. På MYKR leveres smuk, velspillet og støvet alternativ country fra hjemmebanen i Phoenix, Arizona. Sange om folk på bunden af samfundet. Udskud og white trash serveret på smukkeste vis med dyb bass, accordion, pedal steel, piano og Courtneys smukke kraftfulde stemme. CMA leverede en meget stemningsfuldt

koncert lørdag på RF18 på Gloria. Lick var der og han var glad. PS. Tjek coveret. Det fortæller alt om stilen og sangene.

4. Car Seat Headrest– Twin Fantasy
– Nå – så blev Will Toledo endelig voksen og fik lavet det helstøbte og store album. Men han er ikke mere voksen end at der hele tiden lurer en legesyg og drillende drengerøv lige nedenunder den ny seriøsitet. Kender I det? Twin Fantasy er spækket med fede rocknumre. Det har CSH’s tidligere udgivelser også været. Men på Twin Fantasy er lyden og fremførelse bare federe og dybere og har mere tyngde. Ligesom Lick elsker det. ”I wish I had Frank Oceans voice and James Browns stage performance…. Then I would be your rock god” synger Will Toledo og sådan er albummet fyldt med skæve og humoristiske one-liners. Pis osse at Lick missede deres koncert i KBH i november!!

5. Soccer Mommy – Clean
– Hjemme hos er Kamilla vores Soccer Mommy. Elsker det bandnavn, der dækker over den Nashville indfødte 20-årige singer/songwriter Sophie Allison. Fed lille pop/folk skive, der er rar at høre og alligevel har lidt hylende el-guitarer og noget kant især når Sophie på nummeret ”Your Dog” vrænger: ”… I don’t wanna be your fucking dog” med stærk reference til både The Stooges og hvad jeg har lært hedder ”3. bølge feminisme”.

Snakes Top 5 i 2018

2018 var overordnet set et OK år. Vi fik masser af gode hæderlige albums med fede levedygtige numre, men egentlige klassikere var der ikke rigtig nogle af. Ikke umiddelbart nogle store milepæle som Pixies: Doolittle, Radiohead: OK Computer el.a. Men tiden vil vise om der alligevel er enkelte albums, der står tilbage og bliver husket om 10-20 år.

Jeg tjekkede lige tidligere præsident Obamas årsliste for bedste musik i 2018. Obama har sku både Kurt Vile og Courtney Barnett på sin liste. De udsendte begge to super gode albums, men har ikke fundet plas på min liste. Sorry.

1. The Good, the Bad and The Queen: Merrie Land (udgivet 16. november 2018)

“Dette er ikke retorik, det kommer fra mit hjerte”, synger Damon Albarn på titelnummeret på dette seneste album fra Good, the Bad & the Queen. Næsten 12 år efter deres debut – en atmosfærisk ode til West London, der samlede Clash bassist Paul Simonon med den nigerianske trommeslager, Tony Allen (kendt bl.a. fra Fela Kuti)- og Verveguitarist Simon Tong.

Den nye plade er politisk. Den sværmer ivrigt om Brexit, og er på mange måder et tragisk breakup-album. Det er den voksne medspiller til Blur’s Modern Life med henvisninger til både Blackpool pubs, og Horned Ooser, en mystisk bøhmand fra Dorset. Den kan også minde lidt PJ Harveys: Let England Shake.

Selvom Merrie Land har sine fejl, så har Damon, denne søn af Colchester, godt greb om de vigtige ting: Tekst, melodi og overraskende indfald. På et af de sidste numre optræder et walisisk kor. “Dwi wrth dy gefn, dwi wth dy gefen di,” synger de, hvilket betyder: “Vi er sammen om dette”.

2. Rolling Blackouts Coastal Fever: Hope Downs (udgivet 15. juni 2018)

Rolling Blackouts Coastal Fever blev dannet i Melbourne i 2013 af sanger og guitarist Fran Keaney, guitarist Tom Russo, med Toms bror Joe på bas og til sidst Fran’s fætter Joe White på tredje guitar og vokal og trommeslager Marcel Tussie.

Dette er på mange måde en klassisk rockplade, der kunne være indspillet i 1982. Masser af rastløs energi pisker igennem fra nummer til nummer. På en eller en anden måde minder albummet mig om REMs debut, Murmur. De to plader deler den samme elektriske rastløshed, en strøm af ideer, gode melodier og lyse ringende guitarer kombineret med fede tekster. På Murmur hed favoritterne Radio Free Europe og Moral Kiosk.

På denne skive skal I nyde:”Talking Straight”, “Time in Common” og “Sister’s Jeans”, der pumper løs samtidig med, at musikken brænder så lystigt som en oliefeltbrand.

Rolling Blackouts Coastal Fever må meget gerne besøge Dyrskuepladsen til sommer.

3. Cat Power: Wanderer (udgivet 5. oktober 2018)

Smukt album, produceret af sangskriveren selv. ‘Wanderer’ er en ode til Americana’s støvede døde veje, dens rustede køretøjer og flimrende lys fra glemte barer. Pladen er et udstillingsvindue for Cat Power’s arv, og dens fortsatte vitalitet. ‘You Get’ er en ubesværet cool Stones rocker, mens ‘Robbin Hood’ er præget af den spøgende tomhed fra det tidlige album ‘Moon Pix’.

Hun har sagt, at pladen blev skrevet med ærbødighed til de generationer af folke- og bluesmusikere, der kom foran hende. Det kan høres hele vejen igennem.

På tidligere plader har Cat Power fået hjælp fra både Eddie Vedder og Iggy Pop, men denne gang klarer hun det hele selv. Dog medvirker Lana de Rey på den fabelagtige Woman.

Når I er færdige med Wanderer så tjek hendes tidligere skiver. Især Moon Pix og You are Free.

4. Marianne Faithfull: Negative Capability (udgivet 2. november 2018)

For 39 år siden i dag smadrede albummet, Broken English, grænserne for hvor kvinder stod i postpunk-æraen. Ikke piger, kvinder. Marianne Faithfull var 32 år gammel, da hun udgav Broken English, og havde allerede levet 10 liv. Heraf en del år som kæreste med Mick Jagger. Derefter hårde år hjemløs narkoman i Londons gader.

Faithfull har overlevet både heroin, anoreksi, brystcancer, hepatitis C og de fleste af sine jævnaldrende og lever nu alene i Paris med leddegigt og de brutale eftervirkninger af en smadret hofte.

Albummet er produceret af Rob Ellis, Head og Nick Caves violinist og residerende vildmand, Warren Ellis. Nick Cave selv har skrevet ’The Gypsy Faerie Queen’, spiller piano på nummeret, og selvfølgelig klæder de to mørkestemmer hinanden som hånd i sort handske.

Det er på mange måder en fantastisk plade. Relativt stille, hård og med lyden af levet liv.

»You might be the loneliest person in the world/ but you’ll never be as lonely as me«, synger hun på ’Loneliest Person’, mens Warren Ellis’ violin snor sig om hende som efeu om en gammel medtaget statue. Det kunne have lydt gevaldig selvmedlidende, men trodsig stolthed er følelsen, som slår igennem i stedet.

Hør hendes genindspilning “As tears go by” og det nye nummer”Loneliest Person” og græd.

5. Peter Sommer: Elskede at drømme, drømmer om at elske (udgivet 9. marts 2018)

Det er ikke tit, at vi har danske plader på årets top 5, men jeg må indrømme, at når det danske sprog behandles bedst så har teksterne en effekt på mig som engelsk aldrig kommer i nærheden af. Peter Sommer er bare pissedygtig til det med tekster. Han overrumpler dig, får dig til at tænke eller grine. Eller det hele på en gang.

”Jeg springer ud som optimist, og det føles som at desertere” (åbningsreplikken fra Skønne spildte kræfter)

Ja, Til rotterne, til kragerne, til hundene er stadig Peter Sommers bedste album. Så er det slået fast, og konkurrencen kan lægges på hylden for en stund, men hans nye skive kommer tæt på.

Første halvdel åbner med den fænomenale “Skønne, spildte kræfter”, der allerede udkom i starten af 2017. Den fungerer fremragende som åbningsnummer med den iscenesættende og næsten pompøse start kun akkompagneret af klaver.

»Kald tiggerorkestret ind. Og lad dem spille langsomt. Kald tiggerorkestret ind. Og lad dem spille voldsomt«. Med denne formaning kommer bandet ind – og hvilket band.

Første halvdel er suverænt albummets stærkeste side, og det ene stærke nummer afløser det andet. Titelnummeret følger i hælene på åbningsnummeret og er en groovy, drømmende og – selvfølgelig – melankolsk sag.

Anden halvdel er musikalsk lidt mere tam, men holdes oppe af teksterne.

Boblere:

Jeff Rosenstock: POST (udkom såmænd d. 1. januar 2018)

Haley Heyndrixx: I need to start a garden

IDLES: Joy as an Act of Resistance

Spiritualized: And Nothing hurt

Minds of 99: Solkongen

Courtney Barnett: Tell me how you really feel

Parquet Courts: Wide Awake!

5. Idles – Brutalism
Listens engelske islæt, som ellers var markant fraværende i 2017. Brexit gælder åbenbart også den engelske musikscene. Åbnede Pavilion i år, med en af festivalens bedste og mest intense koncerter. Hør ’Mother’

4. Courtney Barnett & Kurt Vile – Lotta Sea Lice
Dette album gør ingen fortræd, men de gør det godt. Sæt det på og kør til sommerhuset eller ødegården. Hør ’Over Everything’ (Lyder godt i Mr. Snake’s gamle rock’n’roll mobile)

3. Brand New – Science Fiction
Fra Long Island New York. Spring de første numre over og hør “Waste”. Men Brand New har udgivet et helstøbt album som fortjener at blive hørt i sin helhed.

2. Kevin Morby – City Music
Koncerten på Roskilde Festivalen skilte sig lydmæssigt markant ud fra de øvrige koncerter og i Lille Vega viste Kevin Morby og de øvrige musikere, at det ikke var en tilfældighed, og at de kan deres håndværk. Hør ‘1234’

1. Thåström – Centralmassivet
Som Onkel Stewart ville have sagt ‘Sikken en overraskelse, den skal ned til de andre’. Thåström på Johnnys liste er ingen overraskelse. Onkel Thåström har igen produceret et solidt album, medbringende et band som med rette omtales som den skandinaviske udgave af ‘The Bad Seeds’. Det kan ikke gå galt. Hør ‘Körkarlen’

DE FEM BEDSTE
ALBUMS I 2017

PROFESSORENS VALG

1. Kevin
Morby: City Lights

Kevin lagde
Professoren ned flere gange i 2017. Første gang på Pavillion, hvor han leverede
festival-koncert nummero Uno i 2017. Det er lyden af legenderne fra New York.
Et mix af Dylan og Reeds nasale stemmer i blandet Tom Verlaines guitarspil. Og
så er der sørme også en hyldest til Ramones. Fedt fedt fedt. Den bliver hørt
rigtig meget hos Professoren.

2. Big Thief: Capacity

Noget af det gode
ved RNRP er, at vi holder i hinanden lidt oppe på tæerne når det gælder ny
musik. De små opgaver kombineret med en sund konkurrencementalitet gør, at man
sku hele tiden bliver pisket til at opsøge nye perifære bands, og ikke bare kan
fortsætte med bevidstløst at vende pladen med Neil/Bob/Lou/Bruce. You know the
drill. I forbindelse med Rock på Foxys
Farm var vi flere der var faldet for Brooklyn bandet, Big Thief. Jeg har dyrket
deres skive en del. Det er på sin vis hørt før, men så alligevel ikke. Efter et
stykke tid begynder man at lytte til teksterne som er kulsorte. Fed musik til
en januar-depression.

3. Thåstrøm: Centralmassivet

Thåstrøm,
Thåstrøm, Thåstrøm. Hvad skal jeg sige. En plade, der bare blæser en bagover
fra første tone. En hyldest til Malmø, der får tårerne frem i øjnene. Aldrig har hans band mindet så meget som om
Bad Seeds. Centralmassivet er et et kæmpe værk, som det sikkert kommer til at
tage et stykke tid at bestige 100%. Det er bare pisse godt. Pimme må godt komme
forbi Dyrskuepladsen til sommer.

4. Slowdive: Slowdive

Jeg frygtede
lidt, at jeg skulle falde i søvn til Slowdive på festivalen i år, hvor de var
på lørdag eftermiddag, men selvom jeg var lidt bagstiv var det fantastisk bare
at lade sig blæse igennem af deres tore varme bølgende jetmotorer. Ikke meget
sceneshow. Ikke stor forskel på de enkelte sange, mend et fungerede bare.
Efterfølgende har jeg dyrket deres plade en del. Jeg fik aldrig hørt dem da de
første gang var fremme i 1990erne, så fedt at man får chancen igen.

5. The
War on Drugs: A deeper understanding

Mr Granduciel
maler rockmusik med den motorvejsbrede pensel. Efter Professorens mening er den
nye skive ikke helt på samme niveau med tidligere præstationer, men
lige-ved-og-næsten og er også mere end rigeligt når man leverer lydlandskaber
af denne kaliber. Well done.

Hård arbejdsdag, sådan da, i hvert fald i fht. at de sidste par dage skulle have været efterårsferie-agtige… Men arbejdsdagen bragte mig forbi Dansk Musikker Forbund på Skt. Hans Torv, da jeg qva min civile beskæftigelse (dvs. uden for mine Patrulje-forpligtelser) nu også er blevet koncert arrangør, ja du læse rigtigt koncert-arrangør. Dette må fejres med en fredags 17års Glengoyne, hjemhentet samtiding med Professor-gaven. Hold on…

Nå kunne ikke komme helt ind til Glen’en, må nøjes med en halvdårlig Cognac… Ja d. 16. november holder Lands-Fyrsten koncert på Rådshuspladsen, men det er en anden historie. På vej hjem fra mødet kørte jeg ad Blågaards Plads forbi den lille vinyl-shop. Kan ikke huske hvad den hedder, men de 10minutters pause med bladren i pladerækkerne havde klart en terapeuteisk effekt. Gik lige efter “punk’en” efter et hurtigt kig i kassen med “dansk”, som sædvanelig uden held i fht. en vinyl-udgave af Steppeulvens HIP ej heller Sods var at finde. Men i punk-kassen lå en Lost Kids og en live Sex Pistols på udsalg, så der var lidt at hive med hjem (;o).

Efter hjemkomsten fik jeg hevet dyret op på pladespilleren, først Lost Kids, som viste sig ikke at være Lost Kids fra Rødovre, men fra… Belle Isle? US i hvert fald. Og det lyder sgu’ ret godt: http://www.pukekos.org/2009/12/lost-kids.html EP med 4 numre.

Desuden fik jeg som nævnt en lige Sex Pistols, men inden jeg får sat den på pladespilleren, så fik jeg forleden bestil en vinyl udgave af She Keeps Bees “Dig on”, som vist er anmeldt her andetsteds… fik en sød seddel med fra Jessica Larabee, med hjerte og det hele – ja far er glad. http://shekeepsbees.com/album/dig-on

Nu må jeg lige ind og skifte til noget Sex …… (inden L og ungerne kommer tilbage fra indkøb)…

LP’en “the best of The Sex Pistols live” er udgivet på Bondage Records (1985), min hurtige web-søgning gav masser af resultater, bare ikkkkkeeee lige det jeg ledte efter. Det er sgu da også for meget – det er lige som min kældedække “Japanese Voyeurs”, det giver også problemer med webben… Well – den lyder lige som den skal! http://www.discogs.com/Sex-Pistols-The-Best-Of-The-Sex-Pistols-Live/release/710495

Tilføjelse: Der er et par fede højepunkter, indtil nu på side 1: Cover af Stooges “No fun” og “Pretty Vacant”.

God weekend

Den Sorte Lands-Fyrste,
nu også KC.A. (koncert arrangør).

P.S. Der er hakker i Sex Pistols

P.S.S.:

Lost kids kr. 30.-

Sex Pistol kr. 30.-

She Keeps Bees… ca. kr. 100,-

Hanni El Khatib – Will the Guns Come Out, Udgivet: 26/09/2011

Fuck it, you win
– er ikke en talemåde som jeg har tænkt mig at bruge i 2012s
Rocknroll-Professorkonkurence – Danmarks, om ikke verdens, mest præstigefulde
titel indenfor god smag -, viden om- og -rock’n’roll holdning, – derimod er det
det tredje og geniale nummer på Hanni El Khatibs album: Will The Guns Come Out.

Egentlig havde jeg da albummet udkom i efteråret lyst til at
skrige det ud til alle der har lyst til at lytte og læse på bloggen,,,, men med
den forestående Professor-konkurrence in mente, tænke jeg at man måtte holde
lidt på nogle af sine trumfer. Men, men, men sådan gik det ikke, dels fordi jeg
ikke kan holde på en hemmelighed, ikke engang mine egne, dels fordi Hanni El
Khatib kommer forbi Loppen tirsdag d. 28. februar. Og så kom jeg vist også til
at lufte musikken både i fbm. Patruljens Sweden Rocks tur og muligvis til
julefrokosten ’in the mountains’. Efter en lang dag ved PC’en med en
stillingsansøgning, som jeg tror på mindst bringer mig til en samtale, er jeg
klar på at bruge lidt krudt på Hanni’s kanoner!

Albummet ligger hårdt ud med titelnummeret, som indikerer
retningen – straight on Rock’n’roll, Will the Guns Come Out lyder som en
rocksang fra 50’erne trukket frem i 2011 i det brylcreme fedtede men stilige
hår. Håret trukket af f.eks. The Black Keys, The Black Angels eller… andre
moderne rockerswingere. Samtidig er man helt klar over, at man ikke er i The
Blacks universer, men i et helt særligt, unikt Hanni el Khatib univers.

Build, Destroy, Rebuild:
igen helt klar 50’er-lyd, men mere beskidt, støjende såvel hvad angår guitar,
tommer og Hanni’s let fordrejede sangstemme. Det ene øjeblik er man i 50’erne
med lyserøde kjoler, boppede pigefrisurer, rigtige mænd (i læderjakker) og
korsang, det næste i Build, Destroy, Rebuild postmoderne modus.

Fuck it, you win,
fed fed titel, fedt groovy The Kills-agtig guitar, fræk pågående tekst,
monotomt men uhyre iørefaldende nummer, som jeg elsker; fordi det er så meget
mere end kun Kills agtigt, endnu mere provokerende, endnu federe guitar, totalt
upoleret, men også totalt gennemført stilrent.

Dead Wrong: Meget
50’er, elsker omkvædet næsten over i noget blues, igen med et klassisk(rock)
kor i baggrunden, det er simpelthen bare rigtig godt. Gulvbas og det hele…

Come Alive: Vi er
i gen et sted mellem det tidlige White Stripes og The Kills, uden det dårlige
fra Jack White (som visse læsere ved, har jeg udviklet et gennemgribende ubehag
ved Jack White)

Loved One: Stålguitar
der veksler mellem rumklang og en beskidt garage lyd. Helt godkendt!!

Heartbreak Hotel:
Et lille Covernummer, som vinder hver gang jeg hører det. I udgangspunktet er
det svært at vænne sig til nummeret, Elvis’ version er simpelthen for
dominerende (selvom jeg ikke på nogen måde er vild med Elvis). Efter en del
gennemlytninger nyder jeg faktisk denne skæve melodi, som Hanni el Khatib får
til at lyde som et godt Tom Waits nummer. (Presley, Axton, Durden).

Wait wait wait: Et
af mine yndlingsnumre, stille akustisk guitar som akkompagnerer Hannis smådesperate,
klagende kærlighedssang.

Garbage city:
Kunne måske minde lidt om Talkin Heads i rytme.
Det meste af nummeret er lidt kedeligt, men efter tre minutters tid sker
der virkelig noget – der er dømt riv i strengene og støj så det vil noget.

You Raskal you:
Fed tråd i klassisk rock-indpakning, igen Kills-agtig guitar, og lyd a la De
Stiljls (White Stribes). I like!

I Got a Thing:
Lukker festen, med et gå hjem-nummer, som efter min mening er albummets
dårligste. Her ryger Hanni over i en små-hysteriske overgearede stil, som jeg
synes han skulle overlade til Jack W.

Will The Guns Come Out får ½ – 4½ af 6 mulige smileys, trods at
dette klar er et af 2011s bedste albums. Det ryger ikke højere op, fordi der er
for meget der lyder som noget andet (så at sige).

Se i øvrigt Hannis egen beskrivelse af sine numre, som jeg
har undladt at læse selv indtil videre:

http://www.thisisfakediy.co.uk/articles/trackbytrack/hanni-el-khatib-will-the-guns-come-out